Narkobilist var efterlyst fra fogedretten
Søndag kl. 17.25 anholdt og sigtede politiet en 50-årig kvinde fra Rødvig Stevns for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand.
En narkometertest indikerede, at hun var påvirket af amfetamin under kørslen i personbilen, som hun i forvejen ikke måtte være fører af, fordi hun ikke havde noget kørekort. Hun blev også sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den 50-årige kvinde blev dog ikke løsladt efter endt sagsbehandling, idet hun i forvejen var efterlyst af politiet med henblik på fremstilling i fogedretten i Roskilde.
Politiet kørte hende derfor til et arresthus, hvor hun overnattede, inden hun mandag formiddag skal fremstilles i fogedretten. Når blodprøven er analyseret, vil den 50-årige kvinde høre nærmere fra politiet i anledning af bilkørslen.
Kommentarer