Narkobilist fra Store Heddinge snuppet i Køge
En 18-årig mand fra Store Heddinge kørte uden nummerplader på Kløvervej i Køge. Det viste sig at han var påvirket af både hash, amfetamin og kokain.
Torsdag den 4. maj klokken 12.06 bemærkede politiet en personbil, der uden nummerplader og dermed uden forsikring og uden at være indregistreret kørte på Kløvervej i Køge.
Bilen blev ført af en 18-årig mand fra Store-Heddinge, som skønnedes påvirket af narkotika under kørslen.
En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash, amfetamin og kokain, hvorfor han blev kortvarigt anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
I forbindelse med visitationen af ham fandt politiet ham i besiddelse af ca. 1 gram hash samt 10 ampuller med dopingmidler, som politiet beslaglagde.
Den 18-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagerne, men han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Kommentarer