Naturfagslærerpris går til lærer fra Store Heddinge
Naturfagslærer Aff Hjarnø fra Store Heddinge Skole har fået tildelt Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2017.
En rigtig stor hæder og anerkendelse tildeles naturfagslærer Aff Hjarnø, Store Heddinge Skole.
– Det er med stor glæde og stolthed at jeg kan meddele, at naturfagslærer Aff Hjarnø på Store Heddinge Skole efter min indstilling, modtager Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2017. Udover hæder og anerkendelse følger et kronebeløb på 250.000 til Aff og Store Heddinge Skole, udtaler Thomas Duelund Gravsen der er skoleleder på Store Heddinge skole.
Samarbejde og innovation. Det er to af kodeordene i naturfagslærer Aff Hjarnøs arbejde.
Aff Hjarnø driver udviklingen af naturfagsundervisningen på Store Heddinge Skole. Hun involverer sine kolleger i projekterne og har i høj grad bidraget til, at skolen har et sammentømret naturfagslærerteam, der arbejder efter fælles målsætning og plan, og som trækker på hinandens styrker til gavn for alle skolens elever.
Aff Hjarnø har blandt andet været drivkraft i skolens science-profil og bidraget med mange kontakter uden for skolen. Dermed har hun været med til at trække ressourcer ind på Store Heddinge Skole.
Aff Hjarnø har ligeledes været projektleder og den drivende kraft på videreuddannelsesforløbet ”Naturlig-Vis” på tværs af Køge, Faxe og Stevns kommuner.
Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris har til formål at anerkende og synliggøre en ekstraordinær indsats inden for naturvidenskabelig undervisning på grundskoleniveau i Danmark. Prisen uddeles til en grundskolelærer efter indstilling fra dennes skoleleder.
– Aff Hjarnøs undervisning er inspirerende og motiverende. Hun er en foregangskvinde og ildsjæl på naturfagsområdet og formår at skabe motivation for læring samt opbakning til projekter og undervisning blandt både elever, kollegaer og ledelse. Aff besidder en enorm viden, kompetencer og erfaring og ser hele tiden udviklingsmuligheder inden for naturfagsområdet til gavn og glæde for elevernes læring, hvilket vi profiterer af på skolen, såvel som i kommunen, siger Thomas Duelund Gravsen, der har indstillet Aff Hjarnø.
For sin ekstraordinære undervisningsindsatser modtager Aff Hjarnø Naturfagslærerpris 2017 på 250.000 kroner, bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kroner og 200.000 kroner til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning, for eksempel til indkøb af nyt undervisningsmateriale eller opgradering af lokaler/inventar til naturfagsundervisning.
– Det er ganske vidunderligt at få sådan en anerkendelse. At være naturfagslærer, i denne særligt for naturfagene udviklingstid, er både spændende og udfordrende. Derfor har det været fantastisk at få lov til at folde ideer og visioner ud sammen med og til kollegaer både på egen skole og i hele landet. Prisen giver mulighed for at udvikle et naturfagligt sanse- og arbejdsområde for elever med særlige behov og til elever, der har brug for et frirum i løbet af en lang skoledag, siger Aff Hjarnø.
Prisoverrækkelsen finder sted til finalen i Unge Forskere tirsdag den 25. april i Forum i København, hvor Aff og hendes skoleleder vil være til stede.
På skolen markeres Aff’s hæder på et personalemøde på onsdag den 26. april.
Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, hvis historie går tilbage til 1923. Fonden har to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers helbred og velfærd. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 10 mia. kr., primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande.
Kommentarer