Rødvig

”Netværket Tredje Torsdag er vores knudepunkt”

tredje_torsdag_1

Rødvig: På trods af vintervejr og VM-håndbold var der fyldt godt op, da Netværket Tredje Torsdag holdt første møde

Torsdag den 22. januar var der fyldt godt op på Restaurant Lanterna i Rødvig, da Netværket Tredje Torsdag holdt det første møde.

Der er Stevns Erhvervsråd der står bag det nye professionelle netværk for alle erhvervsdrivende i og omkring Stevns. Og det var et bredt udsnit af Stevns’ virksomheder, der var repræsenteret – lige fra jord og beton til online markedsføring.

Til at skyde netværket i gang havde erhvervsrådet inviteret netværkseksperten, Simone Lemming Andersen, til at fortælle om, hvordan man får mere ud af at netværke.

Læs også: Stevns Erhvervsråd inviterer til nyt netværk

– Det er veldokumenteret, at det, vi ønsker og eftertragter, kommer lettere, når vi forstår at skabe de rette relationer omkring os. Derfor er spørgsmålet ikke, om du skal bruge tid og kræfter på at lære eller blive bedre til disciplinen networking – men om du tør lade være, lød det indledningsvist fra Simone.

Det blev til et underholdende og lærerigt indlæg, hvor deltagerne både trænede håndtryk og fik inspiration til deres netværksstrategier.

En af Simones pointer var, at det er vigtigt at have ”knudepunkter” i sit netværk, som er personer eller organisationer med mange kontakter.

Det fik Jørgen Andersen fra Dansk Indkøb til at foreslå:

– Vi skal bruge Netværket Tredje Torsdag som vores knudepunkt – et ressourcested, hvor vi kan synliggøre, hvad vi søger, og hvad vi kan bidrage med. Vi bliver hinandens ambassadører, når vi lærer hinandens virksomheder godt at kende. På den måde skulle det gerne øge vores salg.

Det var der bred opbakning til blandt deltagerne, der gik fra mødet med glade forventninger til netværkets fremtid.

Hvis du gerne vil være med i netværket, kan du tilmelde dig til næste møde torsdag den 19. februar på Restaurant Lanterna på billetto.dk.

Kommentarer