Netværksmøde for kvindelige ejerledere
Rødvig: Næste møde i det nye netværk for kvindelige ejerledere afholdes den 9. oktober på Rødvig Kro & Badehotel
Onsdag den 9. oktober afholder Stevns Erhvervsråd næste møde i netværket for kvindelige ejerledere på Rødvig Kro og Badehotel.
På de to første vellykkede møder i netværket, blev det diskuteret hvordan netværket skulle bruges. Da mange af deltagerne har efterlyst viden og værktøjer til at arbejde med salg, markedsføring og branding, er det temaerne for de næste møder – den fælles målsætning er at få flere kunder.
Den 9. startes der med en grundig kortlægning af virksomhedernes behov og potentialer i forhold til at få flere kunder. Til det formål bruges det anerkendte værktøj – Væksthjulet – der hjælper med at få et overblik over virksomhedens kunderelationer.
På baggrund af den grundige kortlægning af de enkelte virksomheder, kan der efterfølgende tages konkret fat på de enkelte salgs-, markedsførings- og brandingindsatser, som er relevante for den enkelte virksomhed.
Ligesom på de foregående møder er det Charlotte Mannstaedt, der er tovholder. Da Charlotte har indgående kendskab til og erfaring med at rådgive virksomheder ud fra Væksthjul-værktøjet, vil det også være hende, der står for oplægget på mødet.
Aftenen er samtidig en oplagt mulighed for at lære hinandens virksomheder bedre at kende.
På mødet vil der blive serveret lækre sandwich og vand. Prisen er 75 kroner per deltager. Man kan tilmelde sig til mødet på billetto.dk
Netværksmøderne er fra og med den 9. oktober 2013 udelukkende for medlemmer af Stevns Erhvervsråd. Man kan melde sig ind på Stevns Erhvervsråds hjemmeside.
Det næste netværksmøde for kvindelige ejerledere foregår onsdag den 9 oktober mellem klokken 18:00 og 20:30 på Rødvig Kro & Badehotel, Østersøvej 8, 4673 Rødvig Stevns
Kommentarer