Nordea Fonden uddelte 92.200 kroner
Store Heddinge: Fire stevnske foreninger fik i onsdags penge fra Nordea Fonden
Onsdag den 30. oktober uddelte Nordea Fonden i alt 92.200 kroner til fire forskellige projekter i stevnske foreninger.
Uddelingen fandt sted på Stevns Friskole, der selv modtog 50.000 kroner til forbedringer på skolens udendørsområde, der fremover også vil offentligt tilgængeligt. Der skal blandt andet bygges shelters, en bålhytte og et muldtoilet. Projektet har i øvrigt fået tilskud fra flere andre fonde.
Derudover fik STG Vallø, 25.000 kroner til bolde og spillerdragter til klubbens børne- og ungdomsafdeling for spillere fra 2 til 18 år, der i løbet af de sidste to år er vokset fra fem til 60 medlemmer.
Foreningen Grønt Område i Rødvig fik 10.000 kroner til blandt andet et nyt gyngestativ samt to fodboldmål.
Og endelig fik Hårlev Borger- og Erhvervsforening 7.200 kroner til indkøb af skilte, så de kan reklamere for foreningens arrangementer og byen Hårlev.
Kommentarer