Nordeuropas største børnedyrskue
Haslev: Nordeuropas største børnedyrskue Børn & Dyr på Bregentved afvikles i weekenden ved Haslev
Nedtællingen til Nordeuropas største børnedyrskue, Børn & Dyr på Bregentved, er for alvor i gang. Det afvikles lørdag den 29. og søndag den 30.juni i Piberhusfolden ved Bregentved Gods, Haslev.
På fredag eftermiddag og aften ankommer omkring 200 børn med deres kæledyr og lørdag morgen åbner portene for publikum. Børnene kommer fra alle dele af Sjælland, Møn og enkelte fra Lolland-Falster.
Derpå går det løs med to dage, hvor de mange børn, hvad enten de deltager i 4H Børnedyrskuet, Bamseskuet for de mindste, eller Kæledyrskuet, vil fortælle om og vise deres dyr. Dels til dommerne, dels til de mange besøgende, der traditionelt ventes at besøge Børn & Dyr på Bregentved.
Nogle børn deltager i Friluftslejren eller er med i rollespilsgruppen, der inddrager publikum forskellige steder rundt på pladsen.
De seneste dage op til Børn & Dyr på Bregentved åbner og under det store arrangement er op mod 600 frivillige i sving. Nogle gør parkeringsarealer klar, andre stiller bokse og båse op til de mange dyr, atter andre sætter telte op og gør klar til salg af æbleskiver. Og atter andre gør klar til traktortræk, eller løser nogle af de mange andre opgaver, der følger af et så stort arrangement.
Børn & Dyr byder på aktiviteter for børn og voksne i alle aldre: FamilieOasen er stedet, hvor småbørnsfamilier kan finde hygge og på Legepladsen kan de lidt større børn prøve kræfter med blandt andet at arbejde med træ, klappe dyr, eller prøve nogle af de mange forskellige legeredskaber, sat op til lejligheden.
Også LandboUngdommen er på plads i Piberhusfolden.
Masser af underholdning bydes der på: Fra tryllekunstner til traktortræk. Fra hesteshow til opvisning med politihunde. Det hele tilrettelagt for enhver i familien Danmark.
Rundt på pladsen vil en række firmaudstillere sælge alt fra grimer til heste, gummistøvler, og solfangeranlæg til trillebøre, maskiner og redskaber, samt hegn til dyr af enhver art. Op mod 100 firmaer, virksomheder og organisationer er på plads med deres stande. Blandt andet kan manblive klog på en del af småavlerkulturen i Danmark, når repræsentanter for eksempelvis fjerkræ- og kaninavlere viser deres dyr frem. I år er der raceudstillinger af blandt andet kødkvæg, racekaniner, geder og får, samt heste og høns
Børn & Dyr på Bregentved er åbent for publikum lørdag den 29. og søndag den 30. juni, begge dage fra klokken 9 til 18. Det er 44. gang Børn & Dyr afvikles – de første mange år under navnet Bregentvedstævnet.
Kommentarer