Navnenyt

Norlys’ 600.000 privatkunder får nu grøn strøm uden merpris

Privatkunderne hos Norlys får deres ønsker opfyldt når de pr. 1. januar 2021 alle vil få grøn strøm uden at skulle betale mere.

Fra 1. januar 2021 giver Norlys alle privatkunder grøn strøm uden merpris. Det er ikke nyt, at kunderne kan få grøn strøm hos Norlys. Det har indtil nu været muligt at tilvælge mod en merpris, men fremover er det alle privatkunder hos Norlys, der får grøn strøm, uden at de skal betale ekstra.

Der er en stadig stigende interesse i befolkningen for grønne løsninger. Norlys har fokus på at understøtte den grønne omstilling og samtidig sikre enkle valg for deres kunder. Derfor har energi- og telekoncernen nu truffet et bæredygtigt valg på vegne af deres 600.000 privatkunder, som fra årsskiftet får grøn strøm uden merpris.

Mads Brøgger, der er direktør i Norlys Energi, fortæller, hvorfor det er en milepæl for Norlys at kunne tilbyde grøn strøm til alle:

– Vi oplever en stigende interesse blandt alle vores kunder, både privat og erhverv, for vores grønne løsninger. Med budskabet ”Grøn strøm til alle – uden merpris” gør vi det nemt for vores 600.000 privatkunder at være en del af den grønne rejse. Det er samtidigt en væsentlig milepæl for Norlys, at vi kan omstille hele vores kommercielle energiforretning til grøn energi. Vores forhåbning er klart, at denne beslutning er med til at cementere vores ambition om at være drivende i den grønne omstilling.

Tiltaget skal styrke behovet for grøn energiproduktion

Med valget om at give alle kunder i Norlys grøn strøm forpligter energi- og telekoncernen sig til at købe den store mængde strøm, som kunderne forbruger, fra vedvarende energikilder. Ved at øge efterspørgslen på grøn strøm fra vedvarende energikilder vil Norlys med alle 600.000 kunder i hånden styrke behovet for, at der produceres mere grøn energi. Det er det, der skal til for, at vi når frem til en reel grøn omstilling. Det handler om, at vi er tilstrækkeligt mange, der efterspørger tilstrækkeligt store mængder.

– Vi har som virksomhed et ansvar for sammen med vores kunder at bidrage til den grønne omstilling. For Norlys er det i den forbindelse vigtigt også at tænke økonomisk bæredygtighed, når vi taler grøn omstilling både for os selv og vores kunder. Derfor er vi også både meget glade for og stolte af, at vi nu kan tilbyde grøn strøm uden merpris til alle privatkunderne, slutter Mads Brøgger.

Økonomisk bæredygtig grøn omstilling er ikke bare et forretningsmæssigt perspektiv, men også en bevidsthed om, at de fleste forbrugere skal kunne finde en god balance mellem grønne tiltag og økonomi. Det er netop det, der er intentionen med at give alle Norlys’ privatkunder grøn strøm.

Kommentarer