Nu hedder katten Rødvig

Rødvig: Dyreelskere vil glæde sig over at få denne beretning fra Kattens Værn om den omstrejfende kat fra Rødvig, som vi skrev om på Stevns.nu for cirka to uger siden.
– Jeg synes lige, at I skal opdateres om den kære basse, som nu hedder Rødvig. Ingen har reageret på hans fremlysning desværre, men jeg tvivler heldigvis ikke på at han nok skal få et godt nyt hjem. Han er nemlig en utroligt dejlig kat, skriver Mette Wilstrup fra Kattens Værn til Stevns.nu.
Rødvig er blevet testet for katteaids, katteleukæmi, han er blevet kastreret, øremærket og vaccineret samt klippet.
Forleden var han desuden hos Tanddyreklinikken, hvor han blev bedøvet for at få fjernet en knækket hjørnetand, så han er nu helt klar til at få en ny familie efter at hans oprindelige ejere ikke har meldt sig.
Kun takket være en hurtig indsats fra en sommerhusbeboer, tante Agnete, der indleverede katten, får Rødvig nu en chance for et godt liv.
Se klippet af Rødvig. Den manglende pels skyldes, at den var blevet så filtret i de mindst fire uger, han har boet vildt i sommerhusområdet i Rødvig.
Kommentarer