Store Heddinge

Ny app giver let adgang til egen læge

Med en ny app får alle danskere nu mulighed for nemt at komme i kontakt med egen læge og få adgang til en lang række oplysninger om bl.a. aftaler, henvisninger fra egen læge og vaccinationer. Lanceringen af app’en ”Min Læge”, som Sundheds- og Ældreministeriet og Praktiserende Lægers Organisation står bag, sker som led i den fællesoffentlige strategi for digital sundhed fra 2018.

 

I fremtiden bliver vi flere ældre og flere mennesker med kroniske sygdomme. Sundhedsvæsenet bliver derfor nødt til at omstille sig, så det også i årene fremover kan imødekomme de behov, vi som borgere stiller til et sundhedsvæsen, der både skal være nært, sammenhængende og levere behandling af høj kvalitet i hele landet.

En del af den omstilling, som allerede er godt i gang, går ud på at sikre mere fleksibilitet i patienternes kontakt med sundhedsvæsenet, og her spiller digitalisering en væsentlig rolle.

Godt 4.000 borgere har siden midten af januar hentet den nye app, ”Min Læge”, som giver danskerne én direkte adgang til deres egen læge over mobilen. Via app’en er det muligt blandt andet at se oplysninger om lægens åbningstider, egne sundhedsoplysninger, aktuelle henvisninger og vaccinationer samt fremtidige lægetider.

– Danskerne er blandt de mest digitale i verden; vi booker hoteller og frisørtider, betaler regninger og læser årsopgørelsen over mobilen, og vi er mere end flittige til at handle over nettet. Også på sundhedsområdet er Danmark et foregangsland, når det kommer til digitale løsninger. Trekvart million danskere har for eksempel allerede hentet app’en ”Medicinkortet”, som giver borgere overblik over aktuel receptmedicin. Med ”Min Læge”-app’en gør vi kontakten til den almene læge mobil, og det er til gavn for både patient og læge. Og det er et godt eksempel på noget af det, vi skal have endnu mere af i sundhedsvæsenet fremover, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Hun suppleres af formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Christian Freitag:

– Almen praksis har altid været opsat på at følge med i den digitale udvikling, også når det handler om udvikling af den elektroniske kommunikation med patienterne. Vi har generelt rigtig gode læge-it-systemer og hjemmesider i almen praksis, men i takt med, at en større og større del af borgernes kommunikation foregår via mobile enheder, er det naturligt og vigtigt, at den praktiserende læge også er til stede der. Med en app, der dækker hele almen praksis, giver vi patienten en fælles mobil indgang til meget af det, borgerne kender fra hjemmesiderne, men som nu bliver samlet og gjort nemmere at bruge. Også for klinikkerne er der klare fordele i, at vi med tiden vil kunne sende påmindelser og beskeder direkte ud til patienterne via en app frem for ”kun” at annoncere vigtige beskeder på klinikkens hjemmeside, eller via sms, siger Christian Freitag.

App’en udspringer af den fællesoffentlige strategi for digital sundhed, som Sundheds- og Ældreministeriet i samarbejde med Danske Regioner, KL og Finansministeriet præsenterede i begyndelsen af 2018, og som skal være med til at styrke samarbedet på tværs af hele sundhedsvæsenet ved at øge brugen af digitale teknologier og data. Sundheds- og Ældreministeriet, herunder Sundhedsdatastyrelsen, og Praktiserende Lægers Organisation står bag udviklingen af app’en.

Kommentarer