Store Heddinge

Ny bog om 60 år med Stevnsfortet

Stevns Klint: Forfatteren Tom Wismann har i anledning af Stevnsfortets 60 års jubilæum udgivet bogen ”I paddehattens skygge”

Forfatteren Tom Wismann har siden sin barndom interesseret sig for flåden og dens historie. Værnepligten blev aftjent ombord i FYLLA og ved MOBA1976/77 og han har siden været aktiv i Marinehjemmeværnet.

Han udsender nu bogen ”I paddehattens skygge” Stevnsfort 1953-2013 i anledning af at Stevnsfortet er fyldt 60 år. Bogen, der er på 88 sider med 141 flotte fotos, hvoraf de langt de fleste er i farver, handler om 60 år gennem tiden fra Kold Krig i paddehattens skygge til Koldkrigsmuseum.

Læs også: Stevnsfort fylder 60 år på søndag

Stevnsfort blev bygget som et af Danmarks første bidrag til NATO. Fortets opgave var, at hindre den Røde Flåde i at passere Øresund, og herved få adgang til Nordsøen og Nordatlanten.

Fortet blev bygget som en miniby med et omfattende underjordisk anlæg 20 meter nede i Stevns klint. Fortet havde blandt andet sin egen el-forsyning med brændstof til tre måneders forbrug og eget hospital med to fuldt udstyrede operationsstuer. Ja sågar ligkapeller var der tænkt på.

Fortet var en del af det danske forsvar fra 1953 til 2000. Ved en ihærdig indsats fra mange private ildsjæle og Stevns kommune, genopstod fortet i 2008 som Koldkrigsmuseum Stevnsfort.

Læs mere om bogen og forfatteren på hjemmesiden www.danskeforter.dk hvor man også kan bestille bogen, der koster 169 kroner.

Kommentarer