Store Heddinge

Ny Erhvervspolitik i Stevns Kommune

På det seneste møde i kommunalbestyrelsen blev en ny Erhvervspolitik vedtaget. Erhvervspolitikken skal gøre det lettere at drive erhverv i Stevns Kommune.

’I kommunalbestyrelsen ønsker vi at øge vores fokus på erhvervslivets muligheder for at udfolde sig. Det er vores nye Erhvervspolitik endnu et bevis på’, fortæller borgmester Anette Mortensen og tilføjer, at hun ser frem til den efterfølgende proces, hvor Erhvervspolitikken skal følges op af en række konkrete handleplaner, der også bliver en del af samarbejdsaftalen med Stevns Erhvervsråd.

Formand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme Mikkel Lundemann Rasmussen siger om målet med Erhvervspolitikken:

’Erhvervspolitikken er udviklet for og med virksomhederne, hvor målet er økonomisk vækst og nye lokale arbejdspladser. Det skal være nemmere at drive erhverv i Stevns Kommune, hvad enten du er iværksætter eller etableret virksomhed.’

Kort om Erhvervspolitikken

Erhvervspolitikken er bygget op omkring fem fokusområder:

  • Løsningsorienteret sagsbehandling
  • Digital- og fysisk infrastruktur
  • Profilering
  • Iværksætteri
  • Forretningsudvikling.

Det er inden for disse fem fokusområder, at arbejdet med Erhvervspolitikken skal koncentrere sin primære energi de næste fire år.

Kommentarer