Rødvig

Ny flertalsgruppe bakker op om ny sportshal i Rødvig

Her skal den ny sportshal ligge

Cirka 80 var mødt op til kommunens borgermøde om den ny sportshal i Rødvig onsdag aften.

Onsdag den 14. december inviterede Stevns Kommune til borgermøde om den ny sportshal i Rødvig på Stevns Friskole. På mødet deltog Bjarne Østergaard Rasmussen (løsgænger) der er formand for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget og Steen S. Hansen (S), der er formand for Plan- og Teknikudvalget samt de fleste af udvalgenes medlemmer. Det skriver Dagbladet.

Forvaltningen i Stevns Kommune var også repræsenteret på mødet, ligesom størstedelen af arbejdsgruppen under Rødvig Borgerforening, der har arbejdet med at samle brugerønsker og -krav til den ny hal.

– Tillykke Rødvig, der kommer nu en hal i byen! At komme her til har været en lang og broget vej. Derfor har jeg sikret mig den endelige opbakning til halbyggeriet i Rødvig ved at spørge alle medlemmer i den nye flertalsgruppe, om de bakker projektet op. Og det har de lovet, udtalte Bjarne Østergaard Rasmussen på mødet ifølge Dagbladet.

Arbejdsgruppen under Rødvig Borgerforening har arbejdet med to scenarier, en ’standardhal’ og en ’ønskehal. De foreslår at selve hallen skal være på minimum 1300 kvadratmeter. Derudover skal der være 450 kvadratmeter til omklædning og bad med mere.

– Når alle høringsfaser er overstået, så er vi i Kommunalbestyrelsen klar til at vedtage lokalplan samt kommuneplantillæg 1. juni 2017. Dernæst vil man kunne gå i gang med byggeriet med indgangen til august næste år, og hallen vil stå klar til indvielse og brug 1. juni 2018, sagde Steen S. Hansen ifølge Dagbladet.

På 2.500 kvadratmeter af den 18.000 kvadratmeter store kommunale grund, er de arkæologiske udgravninger gået i gang. De koster cirka 435.000 kroner. Pengene hertil kommer fra det samlede halbudget på 14,4 millioner kroner.

Kommentarer