Store Heddinge

Ny fuglesamling åbnet på Stevns Fyrcenter

Stevns Kommune har modtaget en stor privat samling af omkring 60 udstoppede fugle, der alle er fundet her på egnen

Stevns Fyrcenter har åbnet en ny og permanent udstilling af lokale udstoppede fugle, doneret af Jørgen Ellekilde Hansen og hustru Inger Marie Sveigaard fra Sognebjerggård i Renge og søsteren Inger Holt fra Store Heddinge.

De omkring 60 fugle, er fundet her i området og de fleste af dem er udstoppet af lærer Karl Hansen, der arbejdede på Renge gamle skole fra slutningen af 1930’erne frem til begyndelsen af 1950’erne. De ældste af fuglene er fundet i slutningen af 1800-tallet af Jørgen Ellekilde Hansens farfar. Udover fuglene består samlingen også af en muldvarp, en ilder, et egern og en flagermus. Det skriver Dagbladet.

– Langt de fleste af fuglene stammer ude fra Renge, hvor vi gik som børn og fandt dem i naturen. Vores lærer – som altid bare hed Lærer Hansen – var kendt som en dygtig konservator. Han udstoppede fuglene og gav dem tilbage til os bagefter. Selv havde han en meget stor privat samling af fugle, som han tog med sig, da han rejste fra egnen, siger Jørgen Ellekilde Hansen til Dagbladet.

Stevns Fyrcenter Har åbent mandag til fredag fra 11 til 15 samt lørdag og søndag fra 12 – 15.

Kommentarer