Ny hjælp til kommunens læsesvage skoleelever
Stevns: Stevns Kommune har etableret et læse- og skrivekompetencecenter der skal hjælpe læsesvage skoleelever
Stevns Kommune har indført særligt tilrettelagte undervisningsforløb på hver af kommunens tre skoler til læsesvage elever. Baggrunden for et læse- og skrivekompetencecenter er, at der i Stevns kommune er en omkring 140 elever fra 4-9 klasse der læser mindst 2 klassetrin under niveau. Kompetencecentret skulle gerne i løbet af en treårig periode have hævet en stor del af eleverne i målgruppen op på niveau.
Eleverne i forløbet får hvad der svarer til 5 undervisningslektioner per dag i 5 uger. Der er maximalt plads til 12 elever på hvert forløb. Der anvendes en kombination af læse- og skrive kvalificerende metoder og suppleres med evidensbaseret læse- skrivetræning samt færdighedstræning som f.eks. at skrive på tid. De 12 elever skal arbejde individuelt med hver sin computer og et sæt hovedtelefoner
Etableringen af læse- og skrivekompetencecentret er finansieret af puljen til kvalitetsløft. Det forventes, at indsatsen på sigt vil kunne fastholde flere elever i almenområdet og generelt højne det faglige niveau hos de svageste elever. Herudover vil indsatsen kunne være befordrende for den samlede kvalitet i undervisningen. For eksempel i form af mindre uro og mistrivsel blandt eleverne til følge.
Det første forløb er startet på Store Heddinges Skoles Erikstrup-afdeling. Om en måned flytter aktiviteterne til Hotherskolen i Hårlev, og senere på foråret til Strøbyskolen.
Kommentarer