Ny indehaver af PRL Traktorservice
Falckredder og indsatsleder Søren Hopff har pr. den 1. oktober overtaget virksomheden PRL Traktorservice på Sigerslevvej 29.
PRL Traktorservice på Sigerslevvej 29 har i mange år repareret og solgt diverse landbrugs- og havemaskiner. Siden firmaets stifter Poul Richard Larsen, døde for nogle år siden, har hans kone Bente Larsen, drevet firmaet videre.
Men pr. den 1. oktober har hun overdraget virksomheden til Søren Hopff, der har tænkt sig at beholde det kendte firmanavn.
Søren Hopff er til daglig Falckredder og han er en del af i Østsjællands frivillige beredskab. Han har tidligere kørt autohjælp for Falck på Stevns.
– Jeg har det dårligt med at virksomheder på Stevns lukker, så derfor fik jeg lyst til at fortsætte Pouls og Bentes livsværk, siger Søren Hopff til Stevnsbladet.
Virksomhedens to ansatte fortsætter og Søren Hopff vil selv tage arbejdstøjet på så meget han kan.
Kommentarer