Ny kvalitetsrapport måler Stevnsskolerne
Stevns Kommune: Stevns Kommune ligger nogle steder lidt bedre og andre steder lidt under målene.
Kommunalbestyrelsen har netop haft den årlige kvalitetsrapport for folkeskolerne til debat, og det ser fornuftigt ud for det stevnske skolevæsen.
– Helt generelt kan vi være godt tilfredse med de resultater, kvalitetsrapporten viser for Stevnsskolerne. Når vi tager de socioøkonomiske forhold med i betragtning, så ligger vi cirka der, hvor vi skal, udtaler borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
Rapporten viser for eksempel, at der er kommet flere af de allerdygtigste elever, og at antallet af elever med dårlige resultater falder.
Og så viser rapporten, at Stevns ligger, hvor Stevns skal i forhold til 9.-klasseelevernes færdigheder, og at kommunen oplever en positiv udvikling i antallet af elever, som gennemfører en ungdomsuddannelse inden for seks år efter, at de har forladt folkeskolen.
En samlet gennemgang af alle de nationale mål, som er med i rapporten viser, at Stevns Kommune nogle steder ligger lidt bedre og andre steder lidt under målene.
– Naturligvis vil vi gerne ligge bedre placeret på flere områder. Det indgår i vores skolepolitik, og det har skolerne også fokus på med lokale indsatser, fortæller borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
Kommentarer