Ny lokalradio vil sende om eftermiddagen
Stevns: I dag, nytårsaftensdag, klokken 12 åbner en ny lokalradio for Stevns området på 107,8 mhz
Stevns får i dag den 31. december, en ny lokalradio.
Stevns Lokal Radio (SLR) udfylder ikke hele sendetiden på 107,8 mhz, så fremover skal de dele frekvensen med en ny lokalradio der sender fra et studie i Solrød.
Den nye lokalradio hedder Gold FM.
– Vi er nogle gutter, som har lavet radio før og havde lyst til at få en fast sendetid. Så søgte vi Kulturstyrelsen og har nu fået såvel sendetilladelse på Stevns samt et driftstilskud efter de gældende regler, siger Dennis Skoglund til Dagbladet.
Dennis Skodlund er én af stationens fem frivillige studieværter. Den nye lokalradio har også to faste studieteknikere tilknyttet. De frivillige medarbejdere fordeler sig mellem 30 og 64 år.
Radio Gold FM starter med at sende på hverdage mellem 12 og 17, hvor SLR tager over frem til klokken 19. Gold FM vil desuden sende fra klokken 19 til 24 fredag aften.
Stevns Lokal Radio SLR, der er Danmarks ældste lokalradio, er en reklamefri, ikke kommerciel radio, der sender cirka 24 timer om ugen, blandt andet søndag fra klokke 9 til 17.
Kommentarer