Ny og mere involverende budgetproces i Stevns Kommune
Stevns Kommune skal traditionen tro til at behandle næste års budget, men i år bliver det i en ny form, der har fokus på en mere involverende dialog mellem kommunens ansatte og de politikere, der tager beslutningerne.
Tirsdag den 28. februar besluttede et enigt Økonomiudvalg at næste års budgetproces får en ny form samtidig med, at de vedtog den økonomiske politik for 2018-2021.
Målet med den nye budgetproces er at inddrage organisationens viden mere og øge den politiske styring af processen. Derudover ønsker Økonomiudvalget, at budgetaftaler fremover indgås så tidligt som muligt, så organisationen får bedre tid til at tilpasse sin praksis til det nye budgetår.
Sådan kommer budgetprocessen til at se ud
I den kommende tid vil hvert af de politiske fagudvalg holde et cafémøde, hvor de har inviteret relevante ledere og medarbejdere samt kommunalbestyrelsens medlemmer. På møderne vil politikerne fra de enkelte udvalg lytte til deltagerne og samle input til budgettet – målet er, der ikke skal tales om økonomi, men derimod om visioner og ønsker til den fremtidige drift.
De forskellige input fra møderne samles op i en ’hvidbog’, som udvalgene arbejder videre med.
Resultatet af udvalgenes arbejde sendes i høring fra den 22. maj til den 7. juni hos f.eks. Ældrerådet, Handicaprådet, skolebestyrelser m.fl.
Høringsmaterialet bliver fremlagt på kommunalbestyrelsens budgetseminar den 9.-10. juni 2017.
Det er hensigten, at der allerede før sommerferien ligger et næsten færdigt udkast til et samlet budget. Udkastet skal indeholde en prioriteringsliste, som skal bruges til at få budgettet i økonomisk balance, når kommunen efter sommerferien kender de økonomiske forudsætninger og konsekvenser som følge af forhandlingerne mellem Kommunernes Landforening og regeringen.
Kommunalbestyrelsen skal endeligt vedtage budget 2018 den 12. oktober 2017.
Download en oversigt over den nye budgetproces (pdf-fil – åbnes i nyt vindue)
Kommentarer