Store Heddinge

Ny pulje skal hjælpe handicappede i job

Satspuljeaftale skal hjælpe mennesker med handicap i job og uddannelse.

Regeringen har sammen med de øvrige partier i satspuljekredsen indgået en aftale for 2019-2022 på beskæftigelsesområdet. Partierne er i år enige om, at flere mennesker med handicap skal hjælpes i job og uddannelse og har afsat 128,4 mio. kr. til indsatsen.

Satspuljepartierne har forhandlet inden for en samlet ramme på 542,6 mio. kr. og har i år prioriteret en ekstra indsats til mennesker med handicap, hvor mange fortsat står uden for arbejdsmarkedet – trods stor fremgang i beskæftigelsen. Der afsættes 128,4 mio. kr. til indsatsen de næste fire år. Indsatsen indeholder 11 initiativer, der i høj grad flugter med regeringens udspil på handicapområdet, der blev lanceret i sidste måned.

Samtidig er partierne enige om at afsætte ekstra 81,6 mio. kr. til den særlige indsats for udsatte kontanthjælpsmodtagere, der indgår i ”Flere skal med 2”. Sidste år blev der afsat 87,5 mio. kr. til projektet. Hovedmålet er at udbrede de gode erfaringer fra ”Flere skal med” til flere udsatte borgere i kontanthjælpssystemet.

Satspuljepartierne har også fokus på unge, som har afsluttet en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU). Der afsættes 40 mio. kr. til at forbedre udslusningen og overgangen fra STU i det tredje og sidste år af uddannelsen. Der afsættes også 35 mio. kr. til et initiativ, hvor der ydes støtte til forsøg med brug af idræt som led i sundheds- og beskæftigelsesfremmende indsatser. Nogle af midlerne går til at sikre, at udsatte borgere i højere grad føler sig inkluderet i lokale fællesskaber.

Endvidere er der enighed om at afsætte 174,7 mio. kr. til at videreføre støtten til en række organisationer og projekter: Seniornetværk, Landsforeningen Lev, Jobbank, Handicapidrættens Videncenter, Topvirk, High:Five og Vold som udtryksform.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Jeg er glad for, at vi har fået en god satspuljeaftale på plads, og jeg vil gerne takke satspuljepartierne for opbakningen til at prioritere handicapområdet i år. Vi skal have flere mennesker med handicap i job. Det er længe siden, der sidst blev sat målrettet ind på området. Med godt 128 mio. kr. og 11 initiativer kan vi gøre en afgørende forskel for mennesker med handicap. Der er brug for flere hænder på arbejdsmarkedet, så lad os få fjernet nogle af de fordomme, der har holdt personer med handicap væk fra vores arbejdsfællesskab.

Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen, siger:

– Jeg er glad for, at vi nu har sikret, at børn fra udsatte familier kan få penge til at komme på ferie, så de ligesom alle andre børn kan komme på sommerferie med deres familie og få en masse gode oplevelser. Samtidig er jeg glad for, at vi får taget første skridt i retning af at skabe et arbejdsmarked, hvor mennesker med handicap har en plads. Alle fortjener at få lov til at bidrage med det, de kan.

Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted siger:

– Jeg er glad for, at det er lykkedes at få sat gang i Flere skal med 2, hvor vi sikrer, at syge og udsatte på kontanthjælp, der har gået syg fra et til fem år, nu kan se frem til en afklaring. Med aftalen sikres det også, at indsatsen for unge på STU-uddannelsen og deres overgang til arbejde styrkes. Jeg er desuden meget tilfreds med, at vi med aftalen sikrer, at syv projekter såsom Seniornetværk, Topvirk, Jobbanken, Landsforeningen Lev og High: Five kan fortsætte deres gode indsats – samt at indsatsen for handicappede styrkes.

Handicapordfører for Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl, siger:

– Det er en rigtig god aftale med masser af gode handicappolitiske initiativer. Jeg er glad for, at der nu kommer en handicappolitisk handlingsplan, der skal bidrage til at synliggøre og styrke inklusionen af personer med handicap i uddannelsessystemet og videre ud på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen, siger:

– Jeg er utrolig glad for, at vi har er blevet enige om en række initiativer, der skal få flere mennesker med handicap i arbejde. Det har først og fremmest stor værdi for den enkelte, og det har værdi for samfundet. Med aftalen fjerner vi fx bøvlede barrierer og styrker samarbejdet med lokale foreninger, som ligger inde med værdifuld erfaring.

Suppleant i Folketinget for Liberal Alliance, Lene Foged, siger:

– Der ligger rigtig gode intentioner og erfaringer bag mange af initiativerne, og det glæder os, at specielt eksisterende projekter, der allerede har vist imponerende resultater med at få udsatte borgere i beskæftigelse, fortsætter. Det lykkes Liberal Alliance at få sat fokus på vidensdeling af de gode resultater igennem konkrete succeshistorier, så alle kommuner fremover kan inspireres til at tilbyde mere individuelle løsninger og hjælp til de udsatte borgere.

Beskæftigelsesordfører for Alternativet, Torsten Gejl, siger:

– Det er en fin aftale, og det bedste er næsten, at der laves så stor en pulje til at få folk med handicap direkte i job, nu mens vi har opsving og virksomhederne vil gøre en ekstra indsats for at skabe plads til mennesker med særlige behov.

Beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, Rasmus Helveg Petersen, siger:

– Vi har fra radikal side lagt særlig vægt på at få reintegreret mennesker med sindslidelser på arbejdsmarkedet. Der er nu sat penge af, som jeg tror, vil gøre en vigtig forskel.

Beskæftigelsesordfører for Socialistisk Folkeparti, Karsten Hønge, siger:

– Det er en rigtig fornuftig satspuljeaftale, og jeg glæder mig især over, at vi giver et stærkt løft til indsatsen for handicappedes muligheder på arbejdsmarkedet og får videreført en række projekter, som bl.a. hjælper udsatte borgere og forebygger vold på arbejdspladsen.

Kommentarer