Ny reform koster kommunen 587.000 kroner
Stevns Kommune: Den nye førtidspensions- og fleksjobreform betyder at 140 borgere skal overgå til helt eller delvis selvforsørgelse
Den nye reform af førtidspension og fleksjob trådte i kraft den 1. januar 2013. Ligesom hos andre kommuner medfører det i Stevns Kommune et behov for ekstra ressourcer for at leve op til reformens krav. Derfor valgte kommunalbestyrelsen på aftenens møde at godkende en tillægsbevilling på 587.000 kroner, der skal dække merudgifterne i Stevns Kommune for 2013.
’Intentionerne med reformen er at hjælpe flere borgere til at blive helt selvforsørgende gennem en tværfaglig indsats. Det er en god investering i borgernes fremtid, der på sigt skal medføre et fald i kommunernes udgifter til førtidspension og fleksjob. Men det kræver, at vi investerer lidt i starten af processen: Blandt andet til forberedelse og koordinering af de nye tiltag, som reformen indeholder og herunder betaling for ydelser fra Regionen’, udtaler borgmester Poul Arne Nielsen og understreger, at kommunerne med tiden vil blive modregnet de forventede fald i forsørgelsesydelser og få mindre tilskud fra staten.
’Reformen betyder, at borgere, der indtil 2013 var i risiko for førtidspension, nu skal have deres sag behandlet i et tværfagligt rehabiliteringsteam. Borgeren deltager selv i mødet med teamet, som består af medarbejdere fra kommunen, Ungdommens Uddannelsesvejledning og en sundhedskoordinator fra Region Sjælland. Afhængig af, hvad teamet anbefaler, kan vi tilkende borgeren et ressourceforløb i op til fem år ad gangen. Forløbet består af en række sociale og sundhedsmæssige ydelser’, slutter Poul Arne Nielsen.
Stevns Kommune forventer, at rehabiliteringsteamet vil gennemgå godt 400 borgeres sag de næste 3 til 4 år. Heraf vil cirka 140 borgere i både 2015 og 2016 kunne drage nytte af et ressourceforløb i håbet om at opnå helt eller delvis selvforsørgelse.
Kommentarer