Ny skov ved Hestehaven indvies onsdag
Ejerne af en nyanlagt privat skov mellem Vråby og Endeslev indbyder offentligheden til at anvende deres skov.
Onsdag den 25. oktober klokken 16 indvies en ny skov, ’Lerskov’ mellem Vråby og Endeslev. Indvielsen foregår på Hestehaven mellem nummer 1 og 3.
Her vil Inge Ambus fra Tryggevælde og Stevns Ådals Bevarelse fortælle om sit arbejde som fødselshjælper på projektet. Ved indvielsen deltager desuden Bjarne Østergård Rasmussen fra kommunens Natur-, Fritids- og Kulturudvalg. Der vil blive budt på lidt at drikke.
Skoven er på 6,5 hektar og den er resultatet af et fælles skovrejsningsprojekt mellem Solveig og Arild Jorsø samt Helle Hviid-Nielsen og Michael Nørgaard, der alle bor på Lerskovvej. De fik ideen til en fælles skov tilbage i 2007 og plantede de første træer i foråret 2009.
– Skoven er nu blevet så stor, at man med rette kan kalde det skov. Der er anlagt en bugtet skovsti på cirka 1,4 kilometer, som vi håber, at mange vil benytte, fortæller skovejerne.
– Vi er meget glade for, at drømmen om en skov nu er blevet til virkelighed. Vi synes, der er alt for få grønne oaser i den stevnske natur. Så det har fra starten været et ønske, at der skulle være offentlig adgang til glæde for alle i området, forklarer de.
– Alle interesserede er velkomne til at deltage, og som noget helt særligt håber vi, at alle naboerne til skoven møder op. Uden deres underskrift og goodwill, var skoven aldrig blevet til noget, slutter de fire skovejere
Kommentarer