Hårlev

Ny udbudsmodel for ældrepleje på plads

aeldrepleje

Stevns Kommune: Kommunalbestyrelsen besluttede en ny udbudsmodel for ældreplejen på sit møde torsdag aften

Torsdag den 21. januar vedtog byrådet en ny udbudsmodel for ældreplejen. Modellen er et udbud af kommunens samlede hjemmepleje, hvor kommunens hjemmepleje allerede er valgt som den ene af to fremtidige leverandører. Det medfører, at borgerne fremover kan vælge mellem den kommunale hjemmepleje og én konkurrerende privat leverandør.

– På ældreområdet har der igennem mange år været et krav om, at alle modtagere af hjemmehjælp skal have et frit valg af leverandør. Det betyder, at kommunen enten gennem en godkendelsesmodel eller gennem udbud skal sikre, at der minimum er 2 leverandører at vælge imellem, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen.

– Erfaringen fra andre kommuner er, at en model, hvor der er to leverandører, som borgeren kan vælge imellem, giver den bedste gennemsigtighed for borgeren og den mest effektive administration. Desuden kan der være betydelige gevinster at hente ved at arbejde tættere sammen med private aktører, både i forhold til innovation og udvikling af hele ældreområdet, siger Mogens Haugaard Nielsen, der lægger vægt på, at den valgte model giver de bedste muligheder for, at lokale virksomheder kan byde ind:

– Reglerne giver os ikke mulighed for at favorisere, men jeg ser gerne, at vi finder en lokal leverandør, tilføjer Mogens Haugaard Nielsen.

Udbudsprocessen forventes afsluttet før sommerferien. Inden da skal udbudsmaterialet godkendes politisk, virksomhederne have tid til at indsende tilbud, og så skal der ses nærmere på dem. Først herefter kan borgerne vælge leverandør. Ifølge tidsplanen vil den private leverandør få overdraget opgaverne medio september.

Kommentarer