Ny vision for de stevnske skoler
Stevns Kommune: Kommunalbestyrelsen godkendte en ny fælles vision for skolerne på byrådsmødet torsdag aften
’Alle børn og unge udvikler sig til den bedst mulige udgave af sig selv’. Sådan lyder den nye, fælles vision for skolerne i Stevns Kommune. Det godkendte kommunalbestyrelsen på kommunalbestyrelsesmødet torsdag aften. Således er der sat ord på den ønskede retning for skolernes udvikling.
-Vores skoler står over for store og spændende udfordringer med den nye skolereform, der skal være på plads til august 2014, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen og fortsætter.
Derfor er det rigtig godt, at vi har gennemført en borgerproces, der nu resulterer i en vision for skolernes udvikling og sætter gang i en egentlig skolepolitik. På den måde får vi sat retning på, hvordan skolereformen skal se ud på Stevns, og vi sikrer en stærk udvikling for folkeskolerne i de kommende år.
– Rigtig mange borgere har stor interesse i, hvad skolereformen kommer til at betyde for hverdagen på skolerne. Derfor er det oplagt, at vi inddrager både forældre, skolebestyrelser, medarbejdere og elever, så vi får alle idéer og synspunkter med i udviklingen af skolepolitikken, fortsætter Poul Arne Nielsen
Den nye skolereform har tre overordnede mål, som skolerne fremover vil blive målt på:
- Alle elever skal udfordres, så de bliver så dygtige, som de kan
- Betydningen af social baggrund skal mindskes
- Tillid og trivsel skal styrkes via respekt for professionel praksis
– De nye mål vil få stor betydning. Også i den skolepolitik, vi nu skal i gang med. Samtidig er tidsplanen stram, for der er mange, der skal inddrages og mange bolde, der skal falde på plads. Men samlet set har vi nu i fællesskab alle tiders mulighed for at sikre et stærkt fundament for alle stevnske børn og unges udvikling de kommende år, slutter Poul Arne Nielsen.
Foto: Stevns.dk
Kommentarer