Ny vision for sundhed tæt på dig
Sundhed tæt på dig, det er visionen bag den strategi, som Regionsrådet i Region Sjælland godkendte i dag. Strategien skal sikre let og lige adgang til bedre sundhed for alle regionens borgere.
Region Sjælland vil flytte sundhedsvæsenet tættere på den enkelte borgers hverdag, og i dag blev strategien, “Sundhed tæt på dig”, godkendt i Regionsrådet.
– Strategien “Sundhed tæt på dig” udtrykker en klar politisk forventning om, at Region Sjælland går forrest på rejsen mod et sundhedsvæsen, hvor vi løser flere sundhedsopgaver tættere på den enkelte borger. Strategien fokuserer på de dele af det nære sundhedsvæsen, vi i regionen har ansvaret for, og her er der politisk vilje til at udvikle vores sundhedsvæsen, så det passer til borgernes fremtidige behov, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Region Sjælland ønsker at vende sig udad og stille specialiseret sundhedsfaglig viden og kompetencer til rådighed for borgere og samarbejdspartnere. Ved at flytte den mindre komplicerede behandling tættere på borgerne, skabes samtidig rum for yderligere specialisering og højere kvalitet på sygehusene.
– Det er vores ønske, at vi kan tilbyde behandlingsforløb, der kan passes ind i hverdagen, og som gør det lettere at leve med sygdom. Derfor skal en del af behandlingen ud i borgerens hjem, hvor de skal støttes af regionens sundhedsfaglige specialister, i samarbejde med praksissektoren og kommuner. Samtidig skal vi hjælpe patienten til at komme sig hurtigere og være bedre rustet efter behandlingen, så tilbagefald, følgesygdomme og komplikationer mindskes, siger Trine Birk Andersen, formand for det politiske udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen.
Region Sjælland ønsker med strategien “Sundhed tæt på dig” at udvikle det nære sundhedsvæsen i et tættere samarbejde med kommuner, praksissektor, private virksomheder, frivillige organisationer og borgere i regionen. I forbindelse med udarbejdelse af strategien, har regionen være i tæt dialog med patienter, kommuner og praksisområderne. Alle ønsker et samarbejde med regionen, der giver let og hurtig adgang til sundhedsfaglig støtte, og som sikrer et tættere samarbejde ude hos den enkelte borger.
Kommentarer