Nye asylansøgere kommet til Mandehoved
Store Heddinge: Center Sigerslev på Mandehoved er genåbnet som et såkaldt modtagecenter, for nye asylansøgere, der afventer sagsbehandling.
Mandag den 26. oktober genåbnede Center Sigerslev på Mandehoved. Røde Kors har indkvarteret 170 asylansøgere på den gamle flyverkaserne, der ellers lukkede for lidt over tre måneder. Men de nye beboere skal allerede inden nytår være ude igen. Det skriver Dagbladet.
Læs også: Tirsdag lukkede Asylcenter Sigerslev
– Antallet af asylansøgere har ligget pænt højt hen over året og ser ikke i øjeblikket ikke ud til at falde, sådan som det ellers normalt sker, når vi nærmer os vinteren. I den situation har Udlændingestyrelsen vurderet, at Center Sigerslev er velegnet til at huse en række af de nyankomne asylansøgere, siger Anne la Cour, der er leder af Dansk Røde Kors asyltjeneste. Det skriver Dagbladet.
Kommunens ejendom
Stevns Kommune overtog officielt centret den 1. november, efter at have købt det af staten for otte millioner kroner. Men Udlændingestyrelsen har lejet bygningerne frem til den 31. december. Kommunen har derfor fået lejeindtægt i to måneder.
Læs også: Stevns Kommune har købt det tidligere asylcenter
– Vi var helt klar over, at Udlændingestyrelsen står som lejer frem til 31. december, og derfor har vi også meldt ud, at vi først vil tage bygningerne i brug efter nytår. I mellemtiden undersøger vi, hvordan vi kan renovere ejendommen og gøre den klar til hjem for kommunens flygtninge, oplyser Direktør Jakob Bigum Lundberg ifølge Dagbladet.
Ingen blev orienteret om genåbningen
Genåbningen af centret er i øvrigt sket, uden at der er blevet udsendt en pressemeddelelse fra Udlændingestyrelsen. Heller ikke Østsjællands Brandvæsen er blevet orienteret. Det kom derfor bag på dem, da der sent fredag eftermiddag kom en såkaldt aba-alarm fra stedet.
Læs også: Skorstensbrand i Enderslev lørdag
– Jeg kørte derud, som jeg skulle, men undrede mig over, hvorfor der kom en alarm fra et lukket asylcenter. Da jeg kom til stedet, fik jeg oplyst, at der var flyttet 170 mennesker ind. Jeg har nu givet mine overordnede besked om hændelsen, da brandvæsenet skal være orienteret om, at vi atter har fået beboere på en stor institution i lokalområdet. Det er en del af vores sikkerhedsvurdering, siger indsatsleder Klaus Stevns Madsen til Dagbladet.
Kommentarer