Lyderslev

Den nye præst i Lyderslev hedder Janni Persson

Menighedsrådet i Lyderslev-Frøslev Pastorat har fået kirkeministerens godkendelse, så Janni Persson pr. 1. oktober kan starte som præst.

Per den 1. oktober er 27-årige Janni Persson ansat som sognepræst i Lyderslev og Frøslev sogne, skriver Dagbladet. Janni Persson, der fylder 28 år i næste måned, er dermed Stevns’ yngste præst. Hun blev færdig som cand.theol. fra Københavns Universitet for to år siden. Derefter tog hun et halvt år på Pastoralseminariet. Hun har i nogle få måneder været tilknyttet Store Magleby Kirke på Amager og hun har netop afsluttet et års barselsvikariat i Bagsværd Kirke.

Læs også: Lyderslev-Frøslev sogne søger en ny præst

Janni Persson, der stammer fra Kalundborg, er ivrig motionsløber og hun finder ro ved at strikke. Hun betegner sig selv som ’en ung, dynamisk og åben præst’.

– Folkekirken er jo båret af fællesskabet, og det er stærkest i et lokalsamfund, hvor alle kender hinanden. Jeg forventer at komme tæt på de mennesker, som jeg skal være præst for, og at involvere mig i det, som sker folk imellem. Derfor vil man nok hurtigt se mig til lokale arrangementer, og jeg har stor lyst til at blive medlem af en forening eller to. Samtidig er jeg ikke typen, der lægger hårdt ud med fast kontortid – folk skal komme til mig, når de har tid og mulighed for det, siger Janni Persson til Dagbladet.

Janni Persson flytter ind i Lyderslev Præstegård, sammen med sin kat.

Kommentarer