Nye professionelle oplevelsespakker til turister
Stevns Kommune: Østsjællands Museum har iværksat et toårigt projekt med at udvikle professionelle kvalitetspakker til turister.
Da Stevns Kommune i maj vedtog en ny turismepolitisk redegørelse, var det startskuddet til en helt ny måde at samarbejde om turisme på Stevns.
Nu ser det første synlige resultat dagens lys, når en række lokale turismeaktører hver lørdag frem til efterårsferien og alle dage i efterårsferien tilbyder pakketure ved Stevns Klint.
Baggrund
Efter Stevns Klint blev udpeget som verdensarv tog Stevns Kommune og Stevns Turistforening initiativ til at starte et arbejde med udvikling af en strategi, som skal sikre, at det lokale turismeerhverv får glæde af verdensarven, og at udviklingen sker i respekt for verdensarven.
Arbejdet har ført til, at der er peget på tretten nøgleindikatorer for turismen og nedsat en samarbejdsgruppe, som skal arbejde for at udvikle og skabe sammenhængskraft i turismen på Stevns.
Samarbejdsgruppens medlemmer er Stevns Kommune, Visit Sydsjælland-Møn, Stevns Erhvervsråd, Østsjællands Museum og Stevns Turistforening.
– Med samarbejdsgruppen har det været kommunens intention at få stærke lokale kræfter til at trække samarbejdet så vi kan få glæde af den mulighed verdensarven giver og kan sørge for et godt forbindelsesled mellem den nye Visit Sydsjælland-Møn og vores mange lokale turismeaktører, siger Bjarne Østergaard Rasmussen, udvalgsformand for Natur- Fritids- og Kulturudvalget.
Professionelle oplevelsespakker
Østsjællands Museum er udpeget som tovholder for at udvikle sammenhængende kvalitetsoplevelser og i samarbejde med Stevns Turistforening og Stevns Kommune har museet iværksat et toårigt projekt med at udvikle professionelle kvalitetspakker til turister.
– Da vi havde fået ansvaret for at være tovholder på udviklingen af sammenhængende oplevelser, var vi straks klar over, at vi skulle ud og finde den bedste hjælp vi kunne få. Derfor var det første vi gjorde at kontakte Dorte Kiilerich fra Living Concepts, som vi kendte fra arbejdet med udvikling af den turismepolitiske redegørelse, fortæller museumsdirektør Tove Damholt, Østsjællands Museum. Og hun fortsætter:
– Det betyder, at vi er kommet lynhurtigt og rigtigt fra start med at lave professionelle oplevelsespakker og det har også hjulpet til at få det godt ind i det nye markedsføringssamarbejde Visit Sydsjælland-Møn, som har taget meget positivt i mod vores nye tiltag. Det er superspændende at arbejde sammen på denne nye måde og vi bliver mødt utroligt positivt med det nye projekt.
Den første testperiode vil køre frem til og med efterårsferien og i løbet af vinteren, vil der blive udviklet nye pakker som også vil være med overnatning.
Interesserede kan læse mere om Stevns Kommunes turismepolitiske redegørelse og om den nye samarbejdsgruppe i referatetet fra mødet i Natur- Fritids- og Kulturudvalget på kommunens hjemmeside.
Man kan læse mere om de nye oplevelsespakker på kalklandet.dk.
Dorte Kiilerich Living Concepts fortæller om oplevelsespakker:
– Oplevelsespakker i form af dagsudflugter eller overnatningspakker skal gør det let at være en glad gæst. Pakkeindholdet skal skabe nysgerrighed og åbner de besøgendes øjne for områdets højdepunkter kombineret med en hemmelighed eller finurlighed. Lykkes det, så har vi ramt plet. På den måske skaber vi nemlig en merværdi for gæsterne, der sandsynligvis ikke selv vil orke først at finde, så håndplukke og dernæst få logistikken omkring oplevelserne til at gå op. Det er nemlig det, vi gør for dem.
Kommentarer