Rødvig

Den nye sportshal i Rødvig er et skridt nærmere

Den planlagte hal i Rødvig får en samlet størrelse på 1.797 m2, hvoraf selve hallen er på 1.272 m2. De indvendige mål er ca. 24 gange 43 meter, og hertil kommer ca. 8 meter ekstra længde på hallen til springgravsområdet. Desuden kommer der et stort depot med direkte adgang fra hallen.

Natur-, Fritids- & Kulturudvalget (NFK) har på et møde igår torsdag besluttet at gå i videre forhandling med Dansk Hal-byggeri vedrørende den længe ventede hal i Rødvig.

Bjarne Østergård Rasmussen er formand for NFK, og han er godt tilfreds med valget af den kommende hal:

– Udgangspunktet fra starten har været at få mest mulig hal for pengene, og med projektet fra Dansk Halbyggeri får vi ikke bare en flot hal, der passer godt ind i området, vi får også en velindrettet bygning med en god sammenhæng mellem forhal, klublokale og selve hallen, siger Bjarne Østergård Rasmussen.

Halprojektet i Rødvig er blevet til i et samarbejde mellem NFK, Plan- og Teknikudvalget (PTU) og en lokal arbejdsgruppe, som har arbejdet målrettet for at få projektet til at lykkes.

– Jeg har meget stor respekt for det engagement, arbejdsgruppen har vist, og jeg kan kun sige, at samarbejdet har været forbilledligt. De har ønsket sig en hal, som kan blive et nyt omdrejningspunkt for Sydstevns og er gået professionelt ind i samarbejdet, og derfor er det en stor glæde for mig, min kollega i PTU, Steen S. Hansen, og vores respektive udvalg, at vi nu kan tage projektet videre til den næste fase, slutter Bjarne Østergård Rasmussen.

Hallens samlede størrelse udgør 1.797 m2, hvoraf selve hallen er på 1.272 m2. De indvendige mål er ca. 24 gange 43 meter, og hertil kommer ca. 8 meter ekstra længde på hallen til springgravsområdet. Desuden kommer der et stort depot med direkte adgang fra hallen.

Stevns Kommune forventer at tage første spadestik til den kommende hal omkring november 2017, og har sat 1. august 2018 som sidste afleveringsdato.

Med deltagelse af repræsentanter fra forvaltningen og Dansk Halbyggeri (bagerst) besluttede Natur-, Fritids- og kulturudvalget torsdag at gå videre med halbyggeriet i Rødvig. Forrest fra venstre sidder Jan Jespersen, Rikke Gliese-Mikkelsen, Steen Nielsen, Bjarne Østergård Rasmussen (formand) og Thor Grønbæk.

Kommentarer