Nye tider for Stevns Turistforening
Rødvig: Efter otte år som formand har Lars Klausen forladt bestyrelsen i Stevns Turistforening.
Tirsdag den 19. april afholdt Stevns Turistforenings generalforsamling på Rødvig Kro. Her blev den afgående formand Lars Klausen hyldet med klapsalver. Hans efterfølger i formandsstolen, Kathrine Hendriksen overrakte desuden et maleri af den stevnske maler Merete Hansen. Det skriver Dagbladet.
Læs også: Generationsskifte i turistforeningen
Den nye formand er Kathrine Hendriksen, der driver Rødvig Kro- og Badehotel sammen med sin mand Jonas Skaaning. Hun er aktivt engageret i udviklingen af den stevnske turisme. Hun har været medlem af Stevns Turistforenings bestyrelse i mange år og er en af initiativtagerne bag Team Stevns Klint og Stevns Erhvervsråds turismenetværk.
Feriehusene udlejes fremover fra Møn
Den afgående formand, Lars Klausen afslørede i sin beretning at Stevns Turistforening har afhændet udlejningen af knap 100 feriehuse i Stevns og Faxe kommuner til et nyt selskab med navnet: Feriepartner Møn-Stevns A/S. Selskabet, der har sæde på Møn, har udnævnet den tidligere turistchef og nuværende udlejningschef Lone Dalthur som souschef.
Læs også: Lone Dalthur skal være udlejningschef
– Det bliver et selskab med kritisk masse og en skarpt lokalt forankret strategi, der kan tage konkurrencen op med de større og ofte udenlandsk ejede selskaber, forklarede Lars Klausen.
Stor skuffelse over det politiske forløb
Lars Klausen fortalte desuden at skuffelse over det politiske forløb af henholdsvis fredningssagen og placeringen af besøgscentret for verdensarven, var kommet til at overskygge ’en lang række gode ting i den daglige forvaltning af verdensarven’. Det skriver Dagbladet.
– Jeg siger ikke, at de to sager ikke er en diskussion værd, men den politiske proces burde være endt ud i et styrket sammenhold, en endnu stærkere opbakning og en endnu bedre og mere gennemarbejdet strategi for udnyttelsen af Stevns Klint som verdensarv. I stedet er det endt stik modsat – med splittelse og fortsat uenighed, og uden at en række centrale aktører kan se sig selv og deres rolle i det fremtidige verdensarvsprojekt, sagde Lars Klausen i sin beretning på generalforsamlingen, ifølge Dagbladet.
Læs også: Nytårshilsen fra Stevns Turistforening
Udover at rette en tak til især verdensarvens site manager, Naja Habermann og den nu tidligere direktør for Udviklingsgruppen Stevns Klint, Tove Damholt takkede den afgående formand også sine samarbejdspartnere. I den sidste del af beretningen havde han også ros til de stevnske politikere.
– I er langt bedre end jeres rygte. I jer alle banker der et varmt hjerte, der vil det bedste for Stevns, og selv om vi ikke altid har været enige i mål og midler, har jeg aldrig tvivlet på jeres oprigtige lyst og interesse for at gøre det bedst mulige for at fremme turismen på Stevns inden for de rammer, som I nu engang må indrette jer efter, sagde Lars Klausen.
Turistinformation i Rødvig i to en halv måned til sommer
Det lokale turistbureau i Rødvig, der havde fire ansatte, lukkede med udgangen af september sidste år. Til sommer åbner der i stedet en turistinformation i to en halv måned.
Ny digital turistservice viser turisterne vej
Turisterne bliver dog ikke overladt til sig selv, en ny digital turistservice erstatter det traditionelle bemandede turistbureau. Stevns Turistforening har fuld gang i udviklingen af en ny app: Open2day.
Open2day er en gratis app- og webservice, der på en række danske destinationer, deriblandt Stevns, Møn, og Dragør, giver turister og lokale overblik over, hvad der har åbent, og hvad der sker hvor og hvornår, og den virker på tre sprog. Det er nemt at orientere sig med den indbyggede gps-funktion, der viser den lige vej til destinationens mange muligheder. App’en kan hentes på Google Play og på iTunes.
Turistforeningens deltagelse i Open2Day vil i 2016 løbe op i over 300.000 kroner. Pengene, der skal anvendes til udvikling af app’en, tages fra foreningens formue.
Interesserede kan se mere på Open2day.dk
Tættere samarbejde med Stevns Erhvervsråd.
Lukningen af turistbureauet betyder at turistforeningen ikke længere har et sekretariat, Turistforeningens bestyrelse ønsker på den baggrund et tættere samarbejde med Stevns Erhvervsråd, oplyste den nye formand, Kathrine Hendriksen ifølge Dagbladet.
De har i første omgang ansat Hanne Nilsson til at løse en række enkeltopgaver. Hun blandt andet udarbejde en cykelguide med en ny rute på det nordlige Stevns. Hanne er også tovholder på arrangementet Smag på Stevns på havnen i Rødvig samt Både Og-projektet på Rødvig Havn. Bestyrelsen håb er at hun kan få kontor hos Stevns Erhvervsråd i Tinghuset i Store Heddinge.
Kommentarer