Nyt autoværksted åbner i Strøby
Strøby: Bjarne Nielsen, der er direktør for Strøby Turist, åbner autoværksted, sammen med sønnen Andreas, på Strøby Bygade 16
Mandag den 17. november slår ST Auto porten op for deres nye servicecenter i lokalerne på Strøby Bygade 16. De primære opgaver vil bestå i service, reparation og dækskifte på person-og varevogne op til 4 tons egenvægt.
– Med 12-14000 biler kørende gennem Strøby har der manglet et værksted, hvor man kan køre ind fra gaden og få skiftet en pære, lappet et dæk, skiftet olie og kontrolleret bremser, lygter og dæk, udtaler Bjarne Nielsen, som udover at være direktør for Strøby Turist, nu åbner værksted sammen med sin søn Andreas. Og han fortsætter:
– Vi har indgået en lejeaftale med den nye ejer af bygningen og glæder os til at få kunderne tæt på værkstedet.
Daglig leder af Servicecentret bliver Andreas Maimann og til at hjælpe ham er der ansat yderligere 2 medarbejdere, nemlig automontør Kasper Lind samt Kristoffer Vilhelmsen, der starter i mesterlære 1. december 2014. Andreas og Kasper vil på skift være i Servicecentret i Strøby og på ST Auto’s værksted hos Strøby Turist i Varpelev.
– Vores filosofi er ganske enkel – de ”hurtige og nemme” opgaver, som kan klares på få timer, skal udføres på Servicecentret i Strøby og de ”tunge og mere tidskrævende” opgaver bliver så klaret på værkstedet i Varpelev, fortæller Andreas Maimann, som faktisk har været i lære hos Automester Strøby, som tidligere havde til huse i Strøby Bygade 16
– Det er lidt ligesom at komme hjem igen, siger han med et smil.
– Vi er klar til de første opgaver fra på mandag, så kig ind og lad os få en snak om din bil, slutter Andreas af, inden han fortsætter arbejdet på en af minibusserne fra Strøby Turist, som har fået renoveret motor og nu skal samles igen.
ST Auto Servicecenter holder åbent mandag – torsdag fra klokken 8:00 til 16:00 samt fredag fra klokken 8:00 til 13:00.
Kommentarer