Nyt forpagterpar tager over i det blå Skibsværft
Rødvig: TV-kokken Martin ”Guf” Becker Rasmussen har forpagtet Både Og’s fiskebutik, ishus og restaurant
TV-kokken Martin ”Guf” Becker Rasmussen har sammen med sin kæreste Line Udby forpagtet Både Og’s fiskebutik, ishus og restaurant af Per Rolighed, der er indehaver af Rødvig Skibs- og Bådebyggeri A/S. Martin ”Guf” Becker Rasmussen, der er født i Store Heddinge, har tidligere været TV-kok i Go’morgen på TV2
Store Bededag, fredag den 16. maj genåbner ishuset, der nu er mintgrønt, med is fra Møn Is. Alle børn under tolv år får en gratis kugle is på åbningsdagen.
Fiskebutikken, der har eget røgeri, slår dørene op samme dag. Fiskene vil så vidt muligt være fra de lokale fiskere.
Den nye restaurant i det blå skibsværft på Fiskerihavnen 9 forventes at åbne midt i juni. Den kommer til at hedde ”Lokal Kærlighed” og planen er at 70 til 80 procent af råvarerne vil være lokalt dyrkede og producerede. Der vil være plads til 90 gæster udenfor på den nyindrettede altan med havudsigt. Indenfor bliver der plads til omkring 100 gæster.
Det nye forpagterpar har mange planer. Hver lørdag vil de afholde et marked med mad- og loppeboder i den store sal i skibsværftet. Hver tirsdag vil man kunne købe en tre-retters menu tilberedt af en gæstekok.
De nye forpagter søger personale. Udover uddannede kokke og tjenere, er der brug for unge under 18 år i både ishuset og fiskebutikken. Ansøgninger kan sendes via e-mail til lokalkaerlighed@gmail.com.
Lokale producenter må også meget gerne kontakte det nye værtspar.
Kommentarer