Store Heddinge

Nyt forskningsprojekt om at forebygge skader

Nyt forskningsprojekt skal påvise effekten af at forebygge skader.
Faxe og Stevns Kommuner er med den fælles forsikringsenhed med i et nyt forskningsprojekt. Projektet skal indsamle data om de skader, der opstår i kommuner, og belyse effekten af investeringerne i forebyggelse og forsikring.

Faxe og Stevns Kommuner er to ud af blot 13 danske kommuner, Region Syddanmark og fire forsikringsselskaber som er med i et nyt ph.d.-projekt.

Danske kommuner og regioner bruger hvert år millioner af kroner på at forhindre brand- og vandskader, tyveri og hærværk samt skader forårsaget af vejrforhold.
Det nye ph.d.-projekt skal i løbet af de næste tre år afdække den økonomiske værdi af aktiv skadeforebyggelse.

Tove Bjørklund er risikostyrings- og forsikringsrådgiver i den fælles forsikringsenhed for Faxe og Stevns Kommune. Hun ser frem til at være med i projektet.

– Det er da med en vis stolthed, at være udvalgt blandt mange kommuner til at deltage. Vi tilstræber hele tiden at minimere udgifterne på skader. Dels ved fysiske foranstaltninger som systemer til brandalarmering. Dels ved påvirkning af adfærd, som minimerer risiko for tyveri eller hærværk mod kommunen. Det bliver spændende at se, om vores satsninger – vurderet nøgternt i sådan et forskningsprojekt, er rigtige, eller om der vil være anbefalinger om noget andet, siger Tove Bjørklund.

Simon Sølvsten, der til dagligt arbejder med strategisk risikorådgivning i forsikringsmæglervirksomheden Willis Towers Watson står bag ph.d.-projektet.

– Målet med ph.d.-projektet er at give organisationerne et mere kvalificeret beslutningsgrundlag, når der skal prioriteres mellem forskellige forebyggelsesinitiativer – og at supplere med redskaber, der kan hjælpe organisationerne med at skabe den rette balance mellem indsats og risiko. Skadeforebyggelse er en kompleks disciplin, og der er brug for et større indblik i, om pengene bliver brugt der, hvor de skaber mest værdi, siger Simon Sølvsten.

Databaseret viden
De 13 danske kommuner, Region Syddanmark og de fire forsikringsselskaber er med som partnere i ph.d.-projektet, der skal undersøge forebyggelse af skader inden for brand-, vand-, tyveri- og hærværksskader – samt skader forårsaget af naturkatastrofer.

Protector Forsikring leverer forsikringer til cirka 80 af Danmarks 98 kommuner – og er et af de fire forsikringsselskaber, der er med som partner.

– Projektet er interessant, fordi det er databaseret. I Danmark mangler vi et større datasæt, der beviser, at skadeforebyggelse kan betale sig. Vi har tal, der viser at forebyggende indsatser rettet mod det enkelte individ har effekt – men vi mangler evidens for skadeforebyggelse i et større perspektiv. Kommunerne er langt fremme sammenlignet med andre organisationer i forhold til at have fastansatte risikoansvarlige, der koordinerer indsatser på et overordnet niveau. Og derfor tror jeg også, at projektet kan give læring til andre typer af organisationer, der ikke har samme tradition for at samle organisationens risikostyring, siger Commercial Ansvarlig Stefan Sørensen fra Protector Forsikring.

Titlen på ph.d.-projektet er: A financial perspective on risk management in the insurance industry.

Projektet er begyndt 1. januar 2019 og bliver gennemført over de næste tre år under ph.d.-ordningen på Syddansk Universitet ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet i Esbjerg.

Kommentarer