Hårlev

Nyt parti på vej til Faxe og Stevns

Stevns Kommune: Partiet Nye Borgerlige stifter lokalafdeling i Faxe kredsen, der består af Faxe og Stevns kommune.

Hos Nye Borgerlige går det stærkt for tiden. Det er kun et år siden at partiet blev stiftet, og allerede i sidste uge rundede man 31 lokalafdelinger i hele landet, med samlet mere end 2700 medlemmer. Nu er turen kommet til Faxe kredsen, der består af Faxe og Stevns kommune.

Onsdag den 9. november klokken 19 er der stiftende generalforsamling på Sundheds- og Frivillighedscenteret, Hovedgaden 46 i Hårlev.

– Efter at Nye Borgerlige blev opstillingsberettiget i sidste måned, har vi i Faxe kredsen oplevet en 100 procent medlemsfremgang, vi har derfor afholdt et formøde for medlemmerne, hvor der viste sig en stor interesse, for at få en lokalafdeling op at stå, samt for deltagelse i bestyrelsesarbejdet, fortæller Henrik Nielsen, organisatorisk tovholder for Nye Borgerlige i Faxe kredsen.

– Vi har derfor indkaldt til en stiftende generalforsamling, med henblik på at få samlet en bestyrelse, så vi kan komme i gang med at finde kandidater både til kommunalvalget næste år samt en kandidat til det folketingsvalg der muligvis lurer rundt om hjørnet og her har vi allerede en mulig stærk kandidat klar i form af Klaus Kroll, fortæller  46-årige Henrik Nielsen. Han har tidligere opstillet tre gange for Det Konservative Folkeparti i Faxe kommune og han er tidligere mangeårigt bestyrelsesmedlem samme sted.

– Efter en pause fra det politiske liv er jeg igen klar til at tage en tur mere i manegen, og med Nye Borgerliges opståen er platformen på plads. En sund borgerlig-liberal økonomisk politik, koblet med en stærk værdipolitik og en vision om at afbureaukratisere og decentralisere er præcis mine grundholdninger, hvorfor jeg har valgt at forsøge en opstilling for Nye Borgerlige, oplyser 43-årige Klaus Kroll der bor i Rødvig Han er tidligere lokalformand for det Konservative Folkeparti på Stevns.

Læs også: Lokal konservativ leder forlader partiet

Om Nye Borgerlige

Nye Borgerlige er et konservativt dansk politisk parti. Partiet blev stiftet i efteråret 2015 af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen. Den 21. september 2016 meddelte partiet, at det havde indsamlet underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget. Den 6. oktober meddelte Social- og Indenrigsministeriet dets godkendelse og tildelte det partibogstavet D.

Kilde: Wikipedia

Kommentarer