Strøby Egede

Nyt projekt skal løfte ældre mænds livskvalitet

aeldre_paa_Stevns

Strøby Egede: Et nyt udviklingsprojekt, der skal give ældre mænds livskvalitet et løft, er finansieret af en arv fra en tidligere beboer på det gamle Strøbyhjem

De ældre mænd på Egehavens plejecenter og i ældreboligerne omkring Strøbyhjemmet kan godt begynde at glæde sig. De er nemlig målgruppen for et nyt udviklingsprojekt. Formålet med projektet er at udvikle målrettede og relevante aktiviteter, der kan øge mændenes livskvalitet.

Projektet, der løber over to år, blev godkendt af kommunalbestyrelsen torsdag den 4. september.

– Formålet med udviklingsprojektet er at sætte fokus på de ældre mænds sundhed, livskvalitet og mobilitet gennem en stribe målrettede sociale aktiviteter, der tager udgangspunkt i mændenes ønsker og behov. Alle aktiviteter planlægges og udføres sammen med mandlige aktivitetsmedarbejdere, det kan for eksempel være værkstedsaktiviteter, fodboldaftener, fisketure eller noget helt fjerde, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen.

– Fakta er, at særligt ældre mænd på plejecentre oplever, at der er begrænsede muligheder for at deltage i meningsfulde aktiviteter. Samtidig ved vi, at social kontakt har stor betydning for sundheden, derfor er det sociale aspekt helt centralt i projektet, siger Mogens Haugaard Nielsen. Han slutter:

– Alle deltagere i projektet bliver testet i forhold til livskvalitet samt mental og fysisk funktionsevne, både før og efter, så vi får nogle konkrete resultater ud af projektet, som vi kan bruge fremadrettet.

Kommentarer