Nyt projekt skal trække flere turister til Stevns

Stevns Kommune går med i projektet Fishing Zealand for at tiltrække flere turister og dermed styrke erhvervslivet.
Kommunalbestyrelsen besluttede på deres møde onsdag, at Stevns Kommune skal være med i projektet Fishing Zealand, der går ud på at forbedre naturen, vandmiljøet og mulighederne for fiskeri. Det skal trække flere sports- og lystfiskere til Stevns Kommune og åbne op for nye muligheder for det lokale erhvervsliv.
Beslutningen blev taget med det forbehold, at der er opbakning fra det lokale erhvervsliv og Visit Sydsjælland-Møn.
Et projekt med stort potentiale
– For kommunen og for erhvervslivet er turisme et meget vigtigt område. Det er derfor oplagt, at vi går med i samarbejdet og bliver en del af Fishing Zealand. Det er et projekt, der kan udvikle sig i mange retninger og involvere alt fra campingpladser, restauranter, gallerier til fiskeforretninger og cykeludlejning. Samtidig er projektet med til at sætte fokus på at forbedre vandkvalitet for vores fisk, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen, der ser et stort potentiale i projektet.
Fishing Zealand skal danne rammen for at udvikle det lokale erhvervsliv ved at inddrage de lokale aktører i projektet og ved at udvikle tilbud og services, der støtter op om de naturoplevelser, der knytter sig til og ligger i forlængelse af lystfiskerturismen.
De relevante lokale virksomheder kan for 2000 kroner årligt blive en del af projektet. De vil få hjælp fra en konsulent, der blandt andet kan rådgive om idéudvikling, markedsføring og produktudvikling.
Fakta
I 2013 startede Fishing Zealand som et samarbejde mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og Odsherred og Vordingborg Kommuner, efterfølgende er Roskilde, Guldborgsund, Lejre, Kalundborg og Gribskov Kommuner kommet med.
Fishing Zealand er inspireret af det fynske projekt Havørred Fyn, der har haft stor succes med at tiltrække både danske og udenlandske turister ved at gøre mulighederne for fiskeri bedre. Her har kommunerne tjent 3-4 kroner for hver en krone, de har lagt i projektet.
Kommentarer