Nyt samarbejde skal få flere flygtninge i arbejde
Stevns Erhvervsråd og Stevns Kommune har indledt et samarbejde med frivilligorganisationen Flygtningejob-Stevns for at få flere flygtninge ud på arbejdsmarkedet.
I starten af juni måned afholdte Stevns Erhvervsråd i samarbejde med Flygtningejob-Stevns et informationsmøde om at bruge flygtninge som arbejdskraft. Flygtningejob-Stevns er en gruppe frivillige, der hjælper flygtninge med at komme ud på det danske arbejdsmarked. Derfor arbejder organisationen udelukkende med flygtninge, der selv viser interesse for at komme i arbejde.
Efter informationsmødet tilbød flere virksomheder pladser til integrationsborgerne, heriblandt Store Heddinge Dampvaskeri, der er en af kommunens største arbejdspladser. Derfor har Stevns Erhvervsråd og Stevns Kommune nu indledt et samarbejde med Flygtningejob-Stevns for at gøre det nemmere for erhvervsrådets medlemmer at få flygtninge ud på deres arbejdspladser.
– Jeg glæder mig over det nye samarbejde, der giver os god mulighed for at nå ud til flere Virksomheder, end vi ellers har mulighed for. Det supplerer vores arbejde i jobcentret godt, og samtidig er det et unikt samarbejde, hvor mange frivillige spiller en stor rolle. Sammen har vi en masse erhvervserfaring, som vi nu skal bruge i en fælles indsats til gavn for både erhvervsliv og integration, fortæller borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
I første omgang kører samarbejdet frem til jul og varetages af Julie Vitali, der har et tæt samarbejde med Stevns Kommunes jobcenter og Flygtningejob-Stevns. Julie Vitali sidder i øjeblikket sammen med Stevns Erhvervsråds sekretariat i Tinghuset.
Samarbejdet skal sikre, at medlemmer af erhvervsrådet får en ekstra indgang til at bruge flygtninge som arbejdskraft. Medlemmer bliver kontaktet og får tilbudt en uforpligtende samtale om mulighederne, fordelene og udfordringerne ved at ansætte flygtninge. Flygtningejob-Stevns kender kommunens flygtninge, og kan derfor hjælpe virksomhederne med at finde en medarbejder, der passer bedst muligt til virksomhedens behov.
– Man får en god medarbejder, der virkelig vil arbejde. Noah er enormt grundig, punktlig og altid i godt humør – og det smitter af, fortæller Jens Rolighed fra Rødvig Skibs- og Bådebyggeri, der har ansat Noah Kahled Barazi fra Syrien.
De fleste virksomheder vælger at tage integrationsborgerne ind i en praktik eller løntilskudsordning. Det har nemlig stor betydning for flygtningenes videre jobsøgning, at de har erfaring fra danske arbejdspladser, og derfor kan en praktik eller løntilskudsstilling være en vej ind på det danske arbejdsmarked.
Derudover er der netop kommet en Integrationsgrunduddannelse (IGU), der er et program på 24 måneder. Virksomheden modtager en bonus for at tage flygtninge ind, så de kan gennemføre uddannelsen. Uddannelsen er en ordning, hvor flygtningene skifter mellem praktik i virksomheden og skoleforløb.
Har du spørgsmål eller vil du vide mere, så kan du kontakte Julie Vitali på julie@stevnserhvervsraad.dk eller på tlf. 24 76 40 01.
Kommentarer