Nyt udvalg faldt med lavest mulige margin
Debat: På onsdagens kommunalbestyrelsesmøde blev det besluttet, at man end ikke vil overveje muligheden for at nedsætte et beskæftigelses- og integrationsudvalg.
Indsendt af Line Krogh Lay. Gruppeformand for Radikale Venstre Stevns
Det radikale forslag faldt med den snævrest mulige margin. Ni stemte for (R, S, EL, løsgænger Bjarne Ø. Rasmussen), og ni stemte imod (V, K, DF), mens en enkelt stemte blankt (Inge Milbrat fra V).
Det er et trist, at man vælger at udskyde beslutningen og overlade den til en ny Kommunalbestyrelse om halvandet år. Flertalsgruppen pointerede bl.a., hvor godt, de mener, det går på arbejdsmarkedsområdet, og at lovgivningen på området er et godt nok redskab i sig selv, men jeg fastholder, at der er plads til nytænkning, forbedring og øget politisk ansvarstagen.
Selvom antallet af flygtninge i øjeblikket er faldende, kræver Integrationsindsatsen i øjeblikket og de næste år ekstra opmærksomhed. Vi har en opgave at løfte for at undgå, at Mandehoved ender som en ghetto af folk, som kun har lidt berøring med det omgivende samfund.
De ansatte gør, hvad de kan, men det er os i Kommunalbestyrelsen, der skal tage ansvaret for at udstikke vejen og hele tiden udvikle og gøre det bedre. Det kræver mere end enkelte temadrøftelser. Det kræver, som den radikale gruppe ser det, fuld politisk bevågenhed i et udvalg.
Vi har et velfungerende erhvervsråd, som Radikale Venstre bakker fuldt op om, men det må ikke blive en sovepude. Vi er i fra politisk side også nødt til hele tiden at se på, hvordan vi selv gør det bedre i kommunen og kommer ud over rampen i forhold til bosætning, vækst og erhverv for at skabe fremgang.
Fra Radikale Venstres side vil vi følge arbejdsmarkedsområdet og integrationsområdet tæt og arbejde for, at debatten om det nye udvalg skaber grobund for nye måder at gøre tingene på og mere kritisk tilgang og stillingtagen fra politisk side.
Vi skal turde investere i fremtiden, og vi skal turde gøre tingene anderledes!
God sommer til hele Stevns!
Kommentarer