Lyderslev

Nyt vidne: Fællesskov-drabet var en hævnaktion

Nyt anonymt vidne fortæller, at drabet på Anders Mark Hansen kan være begået af personer med tilknytning til det sydsjællandske rocker- og bandemiljø.

Thorsten Grønlund Thomsen fik den 29. oktober 2013 en straf på 14 års ubetinget fængsel ved ankesagen i Østre Landsret, for drabet på den 22-årige mekaniker, Anders Mark Hansen fra Lyderslev.

Den dengang 33-årige sygemeldte fængselsbetjent har dog hele tinde nægtet sig skyldig. Det skriver Politiken.

Nu er der dukket et anonymt vidne op, der fortæller, at drabet kan være begået af fire navngivne personer med tilknytning til det sydsjællandske rocker- og bandemiljø.

Det anonymt vidne, der frygter for sin egen sikkerhed, har afleveret en skriftlig erklæring til Thorsten Thomsens advokat, der har videresendt de nye oplysninger til Den Særlige Klageret.

– Vi har over for klageretten fremlagt en erklæring fra et vidne, som er i stand til at navngive fire gerningsmænd til drabet. Vidnet har ikke selv overværet drabet, men har fået oplysninger fra miljøet. Vidnet kan også fortælle, at drabet skulle være sket som led i en rocker- eller banderelateret straffeaktion«, siger Thorsten Thomsens advokat, Mikkel Holm Nielsen til Politiken. Og han fortsætter:

– Ud fra det kendskab, som jeg har fået til vidnet, er det min opfattelse, at der er en betydelig troværdighed i det, som vidnet forklarer. Nu er det op til klageretten, hvad den vil gøre.

Der har tidligere været oplysninger fremme om at det kunne være et rockerrelateret drab. Hverken Statsadvokaten i København eller Midt- og Vestsjællands Politi eller har ønsket at udtale sig til Politiken om de nye oplysninger.

Kommentarer