Nytilflytter deltager i Åbne Atelierdøre
Tommestrup/Store Heddinge: Laila Bennicke, der er nytilflyttet fra Falster, udstiller i ”Den gamle skole” i Tommestrup.
Lørdag den 29. og søndag den 30. august deltager 50 kunstnere i Åbne Atelierdøre i Stevns – Faxe området .
Billedkunstneren Laila Bennicke, der er nytilflyttet fra Falster, har malet og udstillet de sidste 25 år i ind- og udland. Hun har bosat sig i ”Den gamle skole” i Tommestrup og glæder sig til at åbne sine døre ved det årlige arrangemen.
Læs også: Åbne Atelierdøre sidste weekend i august
Laila er nok mest kendt for sine svanemalerier, som har været hendes foretrukne motiv i mange år. Laila lader sig i øvrigt inspirere af sine omgivelser, naturen, mennesker – og intuitionen. Det er farverne, der er de styrende elementer i billedernes skabelsesproces, motivet males frem i et samspil mellem farverne – og en indre trang til at give en sindstilstand eller stemning et personligt udtryk. I billederne udtrykker hun sin kærlighed, lidenskab, frihed og optimisme.
Hun maler gerne i serier. “Dronningebesøg på Falster”, “Min kære familie” -,”Himmel og universet”, – og så selvfølgelig “Svaneserien”
Ud over maleriet har Laila Bennicke været initiativtager til flere Sandskulptur festivaller på Falster, som hun blandt andet modtog Stubbekøbing Kommunes initiativrådpris for. Hun har selv deltaget som skulptør på sandfestival både på Falster og i Jylland.
Interesserede kan se og læse mere på hjemmesiden www.kunst-natur.dk.
Laila er flyttet til Tommestrup med sin mand Peter Bennicke, der ligeledes er skulptør og billedkunstner, men de senere år er det for ham blevet fossilerne, der er blevet hans største interesse, – både videnskabeligt – men også som samler. Han har skabt sig store samlinger fra flere steder i Danmark og Sverige. Det er da også blevet til en fin ny samling fra Stevns Klint efter ankomsten hertil.
Stevns Klint har tiltrukket parret, der nyder – og værdsætter naturen på Stevns, som jo også var årsagen til at de flyttede hertil. De er meget glade for den meget positive modtagelse, de har fået her – og i den lille hyggelige landsby Tommestrup.
Laila glæder sig til at åbne sine døre og deltage i Åbne Atelierdøre på Stevns lørdag den 29. og søndag den 30. august, begge dag fra klokken 10.00 til 17.00.
Kommentarer