Store Heddinge

Nyudnævnt professor i træning og sundhed på SDU og Næstved, Slagelse, Ringsted sygehuse

Fysioterapeut, cand.scient., ph.d. Søren Thorgaard Skou (36) er udnævnt til professor i træning og sundhed ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet (SDU). Samtidig er han forskningsleder ved Afdeling for Fysio- og Ergoterapi på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Søren T. Skous professorat skal være med til at videreføre den forskning, der foregår indenfor træning som behandling og forebyggelse af akutte og kroniske sygdomme, som han og andre udfører på Institut for Idræt og Biomekanik på SDU og Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

En professor i spidsen for vores forskningsenhed PROgrez og Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse vil styrke vores forskning, og det vil kun komme vores patienter til gode. Det er derfor med stor glæde og stolthed, at vi får udnævnt den første fysioterapeut som professor i Region Sjælland, siger Lisbeth Schrøder, chefterapeut på Afdeling for Fysio- og ergoterapi på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Jørgen Povlsen, institutleder for Institut for Idræt og Biomekanik, SDU supplerer: Med udnævnelsen af Søren Skou som professor vil Institut for Idræt og Biomekanik yderligere manifestere en førerposition indenfor forskning i træning og muskuloskeletale-problemstillinger. Dette har vi f.eks. set i forbindelse med GLA:D-projektet, hvor Søren Skou og hans kolleger har formået at skabe stor international opmærksomhed. Gennem Søren Skous udnævnelse ser vi frem til en yderligere styrkelse af samarbejdet med Region Sjælland og Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Søren T. Skous forskning tager udgangspunkt i klinisk relevante problemstillinger og har fokus på at sikre, at resultaterne efterfølgende kan implementeres i praksis. Han har lavet flere kliniske forsøg omkring optimal behandling af unge voksne, midaldrende og ældre patienter med knæsmerte, ofte med fokus på træning og uddannelse som en del af behandlingen.

Sørens patientnære tilgang til forskning bidrager til at gøre os klogere på, hvordan man via træning kan behandle og forebygge blandt andet kroniske sygdomme. Vi har længe vidst, at træning er godt for os, men den gavnlige effekt af træning som behandlingsmetode for mennesker med f.eks. knæsmerter er vi først ved at have kortlagt og implementeret nu bl.a. via Sørens forskning. Derfor er vi særligt stolte af, at Søren har valgt at lægge sin forskning hos os, for vi vil være de bedste til det de fleste fejler, udtaler Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Siden 2016 har Søren T. Skou været forskningsleder for forskningsenheden PROgrez ved Afdeling for Fysio- og Ergoterapi, Næstved, Slagelse og Ringsted sygehus, der er en multiprofessionel forskningsenhed med 14 forskere (fysioterapi, ergoterapi, sygepleje, læge, idrætsfysiologi, jordemoder, psykologi). I forskningsenheden udføres en lang række projekter omkring behandling af skader og kroniske sygdomme, herunder ankelforstuvninger, astma, blodprop i hjernen, kræft, kronisk smerte, og multisygdom. Alle projekter har det til fælles, at de involverer et element af træning eller fysisk aktivitet som en del af behandlingen.

Derudover har han i mange år arbejdet med implementering, bl.a. som projektleder for Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D®), der indtil videre tilbydes mere end 400 steder i landet og har sikret, at mere end 40.000 danskere med artrose (slidgigt) i knæ eller hofte har modtaget evidensbaseret behandling i form af træning og uddannelse.

For sit arbejde som forsker har han også modtaget en række andre priser, herunder Danske Fysioterapeuters Pris 2015, Det Frie Forskningsråds Sapere Aude Forskertalentpris 2016, Spar Nord Fondens Forskningspris 2016 og Fyens Stiftstidendes Forskerpris 2019.

Senest har han som den kun anden på Syddansk Universitet nogensinde modtaget et Starting Grant på 1,5 millioner euro fra the European Research Council. Pengene skal bruges til et 5-årigt projekt kaldet MOBILIZE med fokus på at udvikle og teste en behandling bestående af træning og uddannelse til patienter med multisygdom.

Netop fordi han har til hensigt at være med til at forbedre mulighederne for effektiv behandling af patienter i klinisk praksis, lægger han stor vægt på at formidle sin forskning bredt og i et sprog der er forståeligt for modtageren, både til forskere og klinikere, men også i høj grad til patienterne og den brede befolkning.

Søren T. Skou er oprindeligt uddannet fysioterapeut fra University College Nordjylland, Aalborg i 2009. Han blev kandidat i Klinisk Videnskab og Teknologi fra Aalborg Universitet i 2011. Sin ph.d. forsvarede han ved Aalborg Universitetshospital/Aalborg Universitet i 2015. Han hat været postdoc ved Aalborg Universitetshospital 2015-2016, postdoc/adjunkt ved Institut for Idræt og Biomekanik, SDU 2015-2017.

Endelig udnævntes han til forskningsleder ved Afdeling for Fysio- og Ergoterapi, Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse i 2016 samtidig med at han var lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik, SDU 2017-2019.

Privat

Søren Thorgaard Skou, 36 år

Gift med Naja, 2 børn Carl (5år) og Clara (1år)

Fritid: Fysisk aktivitet (Mountainbike, løb) og at udforske lokalområdet og verden sammen med familien.

Kommentarer