Store Heddinge

Ønsker at tiltrække 250 nye børnefamilier til Stevns

mikkel

Store Heddinge: Mikkel Lundemann har en vision for familierne på Stevns. Målet er 250 flere børnefamilier på Stevns i år 2025.

Den konservative politiker Mikkel Lundemann er klar med en vision, som skal tiltrække flere børnefamilier til Stevns, lette hverdagen for familierne og sætte fokus på de udfordringer, en moderne børnefamilie møder til daglig. Han er nu klar til at præsentere første trin i den overordnede vision.

Familiepolitik fylder for lidt

Mikkel Lundemann har længe haft den tanke, at familiepolitik generelt fylder for lidt i samfundsdebatten – både lokalt og nationalt. Derfor har den unge Stevnsbo brugt de seneste måneder på at besøge flere forskellige børnefamilier rundt omkring på Stevns. Ud over mødet med den travle børnefamilie, har han fået en masse inputs og holdninger med sig hjem, som han nu ønsker at præsentere i en ny familievision.

– For mig handler det om, at Stevns Kommune bliver Danmarks bedste kommune at være børnefamilie i. Vi har stadig lang vej igen, men jeg mener, at vi har grundlaget til at blive det – særligt med vores natur, lave kriminalitet og ildsjæle i foreningslivet. Denne vision skal give familierne fleksible og rummelige rammer, som imødekommer deres behov.

Flyt varme hænder fra kontoret til grøn stue

Første trin i familievisionen omhandler de lokale daginstitutioner, hvor Mikkel Lundemann har to konkrete bud på, hvordan man forbedrer pasningstilbuddene for kommunens børn. Her ser Mikkel Lundemann gerne, at man arbejdede for mere fleksible åbningstider i dagsinstitutionerne:

– Kommunens pasningstilbud skal passe til alle børn og forældres hverdag. Det er min oplevelse, at nogle forældre kun akkurat kan nå at hente deres børn efter arbejde alt afhængig af, hvor lang køen er på vej hjem. Jeg ønsker ikke, at vores børn skal gå mere i dagsinstitution, men jeg mener, at det vil gøre det nemmere for forældrene, hvis åbningstiderne blev korrigeret efter forældrenes arbejdsliv.

Endvidere ser Mikkel Lundemann gerne, at daginstitutionerne blev fri for en masse bureaukrati:

– Vi skal have flere varme hænder til børnene. Mit forslag er, at Stevns Kommune blev en frikommune, hvor man fjerner den tunge administrative byrde, som er pålagt institutionerne og flytter hænderne fra kontoret til grøn stue.

Mikkel Lundemann vil over de næste måneder præsentere de fire resterende trin, som han mener vil gøre hverdagen nemmere for børnefamilierne på Stevns.

Kommentarer