Samfund

Østsjællands Museumsforening klar med ny bestyrelse

Den selvejende institution Østsjællands Museumsforening står til at få en ny formand.

Den 22. august lykkedes det for bestyrelsen af den selvejende institution Østsjællands Museumsforening at få vedtaget et forslag om, at der kan udpeges op til tre personer udefra som bestyrelsesmedlemmer, efter hele fire ekstraordinære generalforsamlinger. Siden har der været stille omkring foreningen.

Men nu er de klar med en ny ni mand stor bestyrelse, der tiltræder den 1. januar. Det skriver Faxe Bugten. Som medlemmer ses blandt andre direktør Lars Kirdan, borgmester Mogens Haugaard Nielsen, Stevns, og borgmester Knud Erik Hansen.

Desuden har Faxe Kommune udpeget Dorte Nybjerg (V), mens Stevns er repræsenteret af Bjarne Østergård Rasmussen (løsgænger), som kommunernes repræsentanter.

Museumsforeningen besætter de resterende fire pladser i bestyrelsen med Inger Andersen, Poul Christiansen, Martin Steen Andersen og den nuværende formand Jens Carl Jørgensen.

Læs også: Museumsforeningens bestyrelse fik flertal

Lars Kirdan bliver således det eneste ikke lokale medlem i bestyrelsen. Han er født i 1958 og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1987. Han har mere end 25 års topledelses- og bestyrelseserfaring fra både den private og offentlige sektor.

Han har arbejdet i Undervisningsministeriet og på Roskilde Universitetscenter samt været vicedirektør på Kunstmuseet Arken i otte år. Han er i dag direktør for forretningsudvikling i Deloitte og sidder i bestyrelsen for flere kultur- og undervisningsinstitutioner.

– Jeg har ikke tilstrækkelig museumsfaglig indsigt til at varetage posten i det lange løb, og derfor ser jeg frem til at blive afløst på posten i meget nær fremtid, siger foreningens nuværende formand Jens Carl Jørgensen til Sjællandske.

Der afholdes konstituerende møde i museets bestyrelse den 4. januar 2017.

Kommentarer