Store Heddinge

Offentligt møde om lokalplanlægning af Højerup

hoejerup_kirke-stevns-klint

Stevns Kommune og Højerup Borgerforening indbyder til offentligt møde om udarbejdelse af en lokalplan for Højerup

Mandag den 23. september 2013 indbyder Stevns Kommune og Højerup Borgerforening til offentligt møde om udarbejdelse af en lokalplan for Højerup, på Traktørstedet Højeruplund.

Højerup er den primære indgang til Stevns Klint i dag med 60-70.000 besøgende om året. Særligt i sommerhalvåret skaber besøgsantallet pres på Højerups infrastruktur – især i forbindelse med parkering.

Når/hvis Stevns Klint bliver optaget som UNESCO Verdensarv, forventes besøgsantallet at stige yderligere.

Stevns Kommunes Plan- og teknikudvalg besluttede den 7. april 2011, at der skulle udarbejdes en lokalplan for Højerup i tæt samarbejde med de lokale borgere.

På UNESCO Borgermødet i Højerup den 30. november 2011 og Demokrati- og Udviklingsudvalgets dialogmøde i Højerup den 15. december 2011 udtrykte borgerne ønske om at få en lokalplan for Højerup.

Formålet med lokalplanen er

– dels at regulere og beskytte den eksisterende landsbys miljø forstået som de elementer, der karakteriserer byen, især dens oprindelige bebyggelse og karaktergivende beplantning

– samt udarbejde retningslinjer for bevaring, eventuelt nybyggeri, energitiltag og væsentlige ombygninger og

– dels at regulere ændringerne i de forhold, der afstedkommes af den forventede, forøgede publikumsinteresse, klintens UNESCO-udpegning vil afstedkomme.

Borgermødet skulle meget gerne resultere i, at borgerne i Højerup får deres idéer, meninger og holdninger frem, så der kan udarbejdes den bedst mulige lokalplan.

Borgernes synspunkter vil også kunne anvendes som inspiration til arbejdet med at udarbejde en særlig delplan for selve UNESCO-området (Museumsområdet ved klinten).

Mødet vil blive opdelt i to dele, dels fremlæggelser af de registreringer m.v., der er foretaget i Fase 1, og dels gruppearbejder om indholdet i lokalplanen.

Af hensyn til traktement og generel mødeplanlægning bedes tilmelding sendt til Plan@stevns.dk senest torsdag den 19. september 2013 klokken 17.

Mødet afholdes mandag den 23. september 2013 klokken 19 til 21.30 på Traktørstedet Højeruplund, Højerup Bygade 39, Højerup

Kommentarer