Økonomiudvalget vil sælge de omstridte ældreboliger
Stevns Kommune: Økonomiudvalget har tilsidesat indstillinger fra både Ældreråd og handicapråd
På økonomiudvalgets møde tirsdag den 18. februar besluttede et flertal, bestående af Venstre og Dansk Folkeparti, at sælge de 14 ældreboliger ved Vallø Strand.
Økonomivalget tilsidesætter dermed et enigt Ældreråds indstilling om boligerne på Stevnsvej 3 ikke sælges. Ældrerådet henviser blandt andet til boligernes gode beliggenhed, herunder nærhed til butikker og offentlig transport, samt at der er tale om forholdsvis nye boliger. At der ikke er udlejningsproblemer med netop disse boliger samt fremtidens demografiske udvikling.
Læs også: Ældrerådet skal høres om udbud af Vallø Strand
Handicaprådet er også blevet hørt om salget og de kunne heller ikke anbefale et salg, da de mener at der er tale om nogle af kommunens bedste ældreboliger, og at ældreboligerne er placeret i en del af kommunen, hvor der forventes en betydelig tilvækst af ældre i de kommende år.
De to socialdemokrater i udvalget, stemte imod.
– Sagen er fra først til sidst præget af dårlig sagsbehandling og dårligt politisk håndværk. Hvordan kan man bare glemme at høre Ældrerådet og Handicaprådet og dernæst indkalde dem til et møde på rådhuset, hvorefter man blot gør, som man allerede havde besluttet på forhånd? Og hvorfor er det ældreboligselskab, som administrerer udlejningen, aldrig blevet spurgt, siger Steen S. Hansen (S) til Dagbladet.
Sagen skal nu behandles på Kommunalbestyrelsens møde torsdag den 27. februar. Dernæst sendes bygningerne i udbud frem til den 19. marts.
Kommentarer