Store Heddinge

Ombygning af Mandehoved

debat_stevns_tip

Debat: Som man torsdag den 28. april kunne læse i Dagbladet, er man ved det nedlagte asylcenter på Mandehoved…

Indsendt af Varly Jensen (DF) og Janne Halvor Jensen (DF).

Som man torsdag den 28. april kunne læse i Dagbladet, er man ved det nedlagte asylcenter på Mandehoved, i gang med første fase af en gennemgribende ombygning til flygtningeboliger for ikke mindre end 17,9 mio. kr. +  købsprisen på 8 mio. kr., altså i alt en investering på 25,9 mio. kr.

Da denne sag var på den lukkede dagsorden ved Kommunalbestyrelsesmødet den 17. december 2015, stemte vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig klart NEJ til at bruge et så vanvittigt stort beløb af borgernes penge, til at renovere Mandehoved for.

Som vi gav udtryk for ved sagens gennemgang, undrer det os, at man i flere år har kunnet drive asylcenter i disse bygninger, både sommer og vinter. Men når vi som kommune overtager bygningerne, er de åbenbart pludselig ikke gode nok til midlertidigt at huse migranter/flygtninge.

Vores forslag ved sagens gennemgang var, at hvis der er problemer med opvarmningen, så ville vi foreslå at man etablerer ”luft til luft varmepumper”, hvilket ville være en VÆSENTLIG billigere løsning.

Hvis det på et senere tidspunkt bliver besluttet at påbegynde anden fase, er vi da meget spændte på at se, om kommunalbestyrelsen også her vil afsætte et lignende stort beløb til en gennemgribende renovering, – det bliver i hvert fald ikke med vores stemmer.

Til oplysning for Skatteborgerne kan vi oplyse, at alle 25,9 mio. kr. er lånefinansieret af Staten på særlige vilkår, hvor man kun kan låne til etablering af migrant/flygtningeboliger. Lånevilkårene er skruet sådan sammen, at hvis Mandehoved ikke længere benyttes til migrant/flygtningeboliger, skal hele lånet straks indfries af kommunekassen.

Dansk Folkeparti arbejder naturligvis for, at migrant/flygtningestrømmen stoppes. Hvis dette lykkes, er der således ikke brug for Mandehoved-centret mere til dette formål, hvilket så betyder, at lånet skal indfries.

Kommentarer