Omfartsvejen er en god nyhed til Stevns og Køge
Stevns Kommune: Nu sætter et flertal på Christiansborg gang i en forundersøgelse, som skal afklare mulighederne for en statsvej fra Stevns til motorvejen. Den besked ringede ministeren selv og overbragte i fredags.
Stevns og Køge kommuner har længe ønsket at lette hverdagen for de cirka 20.000 pendlere, der sydfra skal på motorvejen i Køge, og tidligere i år forelagde de to kommuner problemstillingen for Folketingets trafikudvalg.
Nu kvitteres der for det arbejde med 3.5 millioner kroner til at sætte forundersøgelse i gang – en undersøgelse, som er en forudsætning, hvis Folketinget senere skal bevilge penge til at gennemføre det vejprojekt, forundersøgelsen peger på.
Læs også: Forligsaftale om ny vejforbindelse på Stevns
– Det er en rigtig god nyhed for alle de pendlere fra Stevns Kommune, som skal ud til motorvejen i Køge for at komme på arbejde. Både den siddende og tidligere kommunalbestyrelser har arbejdet målrettet på at løse pro-blemet for pendlerne, og derfor er det rigtig rart, at vi nu kan se et resultat af det arbejde, vi har lavet, fortæller Stevns Kommunes borgmester, Mogens Haugaard Nielsen.
Køge Kommunes borgmester, Flemming Christensen glæder sig også:
– Det er endelig lykkedes os at få hul igennem til Christiansborg og få dem til at se, at det er nødvendigt med en omfartsvej. Der er et stort tryk på vejene, der gør, at mange mennesker hver dag må bruge for meget tid på at komme til og fra arbejde. Det er ikke holdbart, og derfor har vi i lang tid arbejdet på en løsning blandt andet sammen med Stevns Kommune. Jeg er rigtig glad for, at partierne på Christiansborg nu er blevet enige om en aftale, og vi ser frem til at indgå i arbejdet med forundersøgelsen.
Fakta
Forundersøgelsen skal:
- afklare mulige linjeføringer fra Stevns til motorvejen – herunder trafikale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser.
- Danne grundlag for en efterfølgende politisk beslutning om vejprojektet – herunder igangsætning af en evt. VVM-undersøgelse.
Vejdirektoratets vurderer, at en forundersøgelse kan gennemføres indenfor en tidsramme på et til halvandet år, og indenfor en økonomisk ramme på 3,5 mio. Der nedsættes et teknikerudvalg med deltagelse af de to kommuner, som skal følge undersøgelsen.
Forligspartierne bag trafikaftalen er Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale, SF og De Konservative.
Man kan downloade hele aftaleteksten fra Trafikministeriets hjemmeside.
Foto: Stevns.dk
Kommentarer