Onsdag indvies digterruten om Martin A. Hansen
Strøby: Landsforeningen Martin A. Hansen indvier det store projekt: »Digter og landskab« onsdag
Onsdag den 20. august indvier Landsforeningen Martin A. Hansen det store projekt: »Digter og landskab« på den lokale digters 105 års fødselsdag. Efter den officielle indvielse med taler byder foreningen på lidt servering og en teaterforestilling.
Digterruten har seks besøgspunkter. Hvert rutepunkt består af en god siddebænk og et plancheskilt med oplysninger om stedets tre Martin A. Hansen-fortællinger og om selve stedet. Og det er interessante steder. Fra Karen Bramsons “Solgård”, over Rane Johnsens middelaldergård med henrettelsespladsen “Lammehøj” til Holtug Kirke, hvor middelalderbygmesteren Tirad skrev sit navn og sine sidste runer på kirkemuren.
Læs også: Festgudstjeneste i Holtug Kirke søndag
Via brug af rutepunktets QR-tag kan man downloade en app med lydtekster fra stedets fortællinger samt forskellig information om baggrunden for tekstcitaterne eller stedet. Rejser man hele ruten igennem, vil man møde Martin A. Hansen via 54 citater. Intet citat varer mere end 2 minutter. Man kan kun lytte til fortællingerne ude på de seks rutepunkter.
Man kan downloade en folder med kort over ruten og yderligere oplysninger fra Landsforeningen Martin A. Hansen’s hjemmeside.
Man kan hjemme planlægge ”ruteturen” og se links til andre seværdigheder på Stevns ved at gå ind på projektets webside www.digteroglandskab.dk der ligeledes åbner onsdag den 20. august.
Initiativet er unikt i Danmark, men kendt fra Tyskland og England. Sammenhængen mellem landskab, litteratur, natur og kultur er en indlysende vigtig nyskabelse.
Den centrale del af ruten kan via offentlig transport nås til fods eller per cykel og hele ruten per bil.
For udflugtsgrupper er bænkepladsen ved rutepunkt Enghaven Strøby en god facilitet.
Foreningen har desuden fremstillet et godt inspirationsmateriale til undervisere i dansk og drama, som også kan findes på projektets website efter 20. august.
Nordea-fonden har støttet digterruten med 807.500 kroner.
Indvielse af projektet ”Digter og landskab – Martin A. Hansen på Stevns” foregår onsdag den 20. august fra cirka klokken 16 til 19 ved rutepunkt 2, Enghaven i Strøby.
Kommentarer