Ønske om sag til behandling i kommunalbestyrelsen

Læserbrev: På vegne af Stevnslisten, vil jeg gerne bede om, at følgende forslag behandles på det førstkommende møde i kommunalbestyrelsen
Indsendt af Jørgen Gregersen, kommunalbestyrelsesmedlem for Stevnsklisten
Den nettobesparelse som den igangværende konflikt mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, måtte udløse i Stevns kommune, afsættes i en selvstændig pulje. Denne pulje skal medvirke til gennemførelsen af de forslag til ’En ny Folkeskole i Stevns’ som besluttes i forbindelse med den igangværende borgerdebat om indholdet i Stevns kommunes folkeskole.
Begrundelsen er at det er vigtigt, at der er økonomi til, at starte gennemførelsen af de resultater som kommer ud af borgerdebatten. Samtidig er der nok ingen tvivl om, at der efter den igangværende konflikt, udestår et stort og vigtigt arbejde med genetableringen af et ordentligt arbejdsklima i Stevns Kommunes folkeskoler. Det er vigtigt, at lige netop det beløb, der måtte komme af de sparede lønninger til folkeskolelærerne, ikke opfattes som en besparelse.
Med håbet om en positiv behandling af en samlet kommunalbestyrelse.
Kommentarer