Samfund

Opgradering af bredbåndsnettet er altafgørende

Stevns Kommune: Hurtigt bredbånd er vigtigt for at fastholde de nuværende borgere og virksomheder samt tiltrække nye.

Kommunerne i landdistrikter og yderområder ser store muligheder i at opgradere bredbåndsnettet. Det viser en ny undersøgelse om digital infrastruktur, som Dansk Energi og Landdistrikternes Fællesråd har foretaget blandt 39 land-, yder- og mellemkommuner, skriver JydskeVestkysten.

Blandt de 39 kommuner svarer to ud af tre, at hurtigt bredbånd er ’meget vigtigt’ for at fastholde de nuværende borgere i de mindre befolkede områder i kommunen. Og endnu flere – tre ud af fire – svarer, at hurtigt bredbånd er ’meget vigtigt’ for henholdsvis at tiltrække nye borgere samt fastholde de nuværende virksomheder i de mindre befolkede områder i kommunen.

– Kommunerne signalerer klart og tydeligt, at digital infrastruktur og bredbåndsforbindelse er altafgørende for at fastholde borgere, virksomheder og turisme, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard til JydskeVestkysten og fortsætter:

– Nu har vi tal på det, og det vil vi bruge over for beslutningstagerne i forhold til at finde løsninger på problemet.

Kommunerne bør samarbejde

– Vi vil opfordre kommunerne til at lave bredbåndsstrategier, hvor de fokuserer på at få fremmet mulighederne for udrulning af bedre bredbånd, siger branchechef for telepolitik Thomas Woldiderich hos Dansk Energi til JydskeVestkysten. Han opfordrer kommunerne til at samarbejde.

– I både Nordjylland og på Sjælland har kommunerne vedtaget fælles gravepolitikker for bredbånd, og kommunerne forsøger dermed at fjerne barrierer som står i vejen for de private investeringer i udrulning af bredbånd. Vi så gerne at resten af landets kommuner følger trop, siger han og tilføjer:

– Når bredbåndsselskaberne investerer i udrulning af bedre bredbånd, så søger investeringerne jo i høj grad derhen, hvor der er størst kommunal og lokal opbakning.

Blandt de 39 kommuner der deltog i undersøgelsen er Faxe, Stevns, Næstved, Slagelse, Odsherred, Ringsted, Guldborgsund og Lolland.

Kommentarer